»Som regionspolitiker er jeg harm over, at skatteydernes penge bliver brugt på den måde.«
Sådan siger Marianne Mørk Mathiesen, der er valgt ind i regionsrådet i Region Syddanmark for Liberal Alliance.
Det er dog hverken frokostbilag eller taxa-regninger, hun taler om. Det er hendes egen lønseddel.
»Som vagtlæge kan jeg nå at tjene en enorm timeløn. Jeg havde en søndagsvagt fra 8-16, hvor jeg tjente 18.000 kroner. Hele den weekend havde jeg tre vagter og tjente 40.000 kroner,« siger hun.
Jobbet som vagtlæge består primært i at tage telefonen og visitere personer med sygdomssymptomer. Og de opkald kommer der rigtig mange af i disse dage.
»Når jeg møder ind på en vagt, er der 140 opkald, der står i kø,« fortæller hun.
De mange opkald kommer fra personer, der har corona-symptomer, og som derfor ikke kan blive testet i de store regionale testcentre. For at blive testet skal de have en henvisning fra lægen, og i weekenden ringer mange til vagtlægen.
»Som vagtlæge er man akkordlønnet. Jo flere telefonopkald jeg kan nå på en time, jo højere bliver min timeløn. At lave en henvisning tager ikke mere end 20 sekunder, så dem kan jeg nå rigtig mange af,« siger hun.
Hvad er problemet i det?
»Som regionspolitiker er jeg harm over, at skatteydernes penge bliver brugt på den måde. Som læge er jeg indigneret over, at jeg skal bruge min tid på noget, borgeren selv kan gøre.«
Men er det ikke meget dejligt at tjene alle de penge?
»Nej, det synes jeg ikke. Man har jo ingen arbejdsglæde ved det. Man bliver bare irriteret over, at man skal bruge tid og kræfter på det. Der er 140, der sidder og venter, og selv om der er kaldt ekstra lægevagter ind, så kan der sidde rigtig syge mennesker og vente.«
Marianne Mørk Mathiesen forslår i stedet en ordning, hvor borgere med symptomer selv går ind og booker en test-tid.
Klaus Pedersen, der er vagtchef for de syddanske lægevagter, mener ikke, at det kan gøres på den måde, som Marianne Mørk Mathiesen foreslår. Ifølge ham skal der foretages en lægefaglig vurdering i forbindelse med hver henvisning, fortæller han til jv.dk.
»Det er hver enkelt læges ansvar at give patienterne en ordentlig lægebehandling. Ydelserne skal være så omfattende, at man er sikker på, at man har taget den rigtige beslutning. Så man er nødt til at tale med patienterne om, hvad der er det mest fornuftige at gøre,« siger han til avisen.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Stephanie Lohse, der er formand for Danske Regioner.