For tre år siden døde Sørens mor af en blodprop i hjernen. Men selv om hun ikke ønskede livsforlængende behandling, hvis hun en dag skulle komme ud for en ulykke eller få hjertestop, blev ønsket ikke fulgt.

»I min verden er det så respektløst, som noget kan være,« siger Søren Østerby.

I dag forstår han stadig ikke, hvorfor lægerne handlede, som de gjorde, da de stik imod Sørens 81-årige mors ønske gav hende livsforlængende behandling bl.a. i form af en indopereret sonde i maven.

Hun havde ellers skrevet et såkaldt livstestamente, der burde sikre, at lægerne følger ens ønsker til behandling, hvis man ikke selv er i stand til at give besked.

Søren Østerby ses her sammen med sin mor.
Søren Østerby ses her sammen med sin mor. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Min mor var sygeplejerske og nordjyde. Det er en kombination, der godt kan give lidt hår på brystet. Så i 25 år har hun sagt til mig og min lillesøster, at hvis hun en dag skulle få et hjertestop eller lignende, der gjorde hende til en grøntsag, så skulle vi lade hende dø,« siger Søren Østerby.

Hvorfor 54-årige Søren Østerbys mor alligevel fik lov at dø 'som en grøntsag', vender vi tilbage til.

Den 81-årige kvinde er ikke et enkeltstående tilfælde, oplyser Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Derfor udkommer de mandag i samarbejde med en række hovedaktører i sundhedsvæsenet med en rapport kaldet 'Klar til samtalen'.

Den består af en række anbefalinger til læger og andre sundhedsprofessionelle, der skal sikre danskere en værdig død.

»Vi vil gerne blive bedre til at sikre, at så mange mennesker som muligt får en død, der er i overensstemmelse med, hvad de selv ønsker, og for at finde ud af det, er vi nødt til at snakke med dem. Det er vi ikke så gode til,« siger overlæge Ove Gaardboe og projektleder.

Han har selv haft 'mange tilfælde', hvor der har været tale om overbehandling, dvs. behandling, som patienten ville have sagt nej til, hvis han eller hun var blevet spurgt, som i tilfældet med Søren Østerbys mor.

»Jeg har været ledende overlæge på en akutafdeling i Horsens, hvor vi diskuterede, om vi skulle afslutte behandlingen. Det er vigtigt ikke at udsætte patienten for overbehandling, som er en af de største enkeltstående behandlingsfejl, vi laver i Danmark,« siger han.

Tilbage til hvorfor Søren Østerbys mor skulle dø som 'en grøntsag'. Efter hjerneblødningen i 2016 kunne hun hverken tale, indtage føde eller væske, tage tøj på mv. Hun ville aldrig komme til det igen.

Livstestamentet.
Livstestamentet. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Hun var derfor heller ikke i stand til at forklare, hvad hun ønskede, der skulle ske med den videre behandling.

Søren Østerby var ikke i tvivl om, at lægerne burde have fulgt moderens ønske i livstestamentet. Men hans lillesøster tøvede, da lægerne ville vide, om de skulle give livsforlængende behandling.

Resultatet blev førnævnte sonde gennem moderens mave.

»Jeg blev edderspændt rasende. Jeg syntes ikke, at min mor skulle holdes kunstigt i live,« siger han.

Søren har senere hen klaget over lægernes beslutning til Styrelsen for Patientklager.
Søren har senere hen klaget over lægernes beslutning til Styrelsen for Patientklager. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Herfra startede 40 dages mareridt.

Hospitalet udskrev moderen til et genoptræningsophold på Frederiksberg Kommunes genoptræningscenter LIOBA, hvorefter hun igen blev indlagt på Bispebjerg Hospital, som så senere igen sendte hende tilbage til LIOBA.

Flere læger vurderede undervejs, at der fortsat skulle holdes liv i den 81-årige kvinde, bl.a. fordi hun reagerer på lyde og kan nikke, hvis man taler til hende.

Til sidst ringer genoptræningscentrets plejepersonale til Søren Østerbys mors egen læge gennem tyve år, da de ikke vurderer, at de er i stand til at pleje hende. Hospitalet ønsker ikke at genindlægge hende.

Lægen beslutter, at hun ikke længere skal modtage livsforlængende behandling.

»Det var en kæmpe lettelse for mig, mens min søster var meget ked af det,« siger Søren Østerby.

Han har siden hen valgt at klage til Patientklagenævnet over lægernes beslutning. Men de har vurderet, at lægerne handlede korrekt.

Livstestamente blev 1. januar 2019 omdømt til såkaldt behandlingstestamente, så det nu er et juridisk bindende dokument, lægerne skal følge.

Så selvom Søren Østerby er frustreret, synes han, det er en god idé, hvis læger fremadrettet er bedre klædt på i dialogen med patienter og pårørende.

»I Danmark har vi en tendens til at redde liv, men det er ikke sikkert, det altid er den rigtige vej at gå,« siger han.

Overlægen mener dog, at der er ændringer på vej:

»Jeg tror, det er en kultur, der er ved at ændre sig, fordi værdigheden er blevet vigtig. Samtidig stiller folk større krav om selv at ville bestemme,« siger Ove Gaardboe.