Danmark bryster sig ofte af at være et foregangsland, hvad lighed mellem kønnene angår.

Men på ét væsentligt punkt sakker vi i den grad bagud, skriver TV 2.

Hvor kun de færreste virksomheder her i Danmark har fokus på, hvad kvindelige ansatte i overgangsalderen kan gå igennem, forholder det sig helt anderledes i Storbritannien.

Når Hedeturene er særligt slemme eller nattesøvnen er blevet spoleret, tilbyder flere britiske virksomheder at tage en fridag, møde senere, arbejde hjemme eller at tage et hvil i løbet af arbejdsdagen. 

Står det til Søs Wollesen, som er læge på hospitalet i Region Sjælland og underviser danske virksomheder i overgangsalderen, bør vi gøre som briterne.

Ellers kan det gå ud over ligestillingen.

Manglende fokus på, hvordan og hvor meget overgangsalderen kan påvirke en kvindelig medarbejder i 50'erne kan nemlig føre til, at hun komme bag i køen, når der skal ske forfremmelser eller udnævnes personer til spændende og udfordrende opgaver på arbejdspladsen. 

»Hvis man som chef ved, at de har en medarbejder, som de ellers har stor tiltro til, og så pludselig kan mærke, at hun taber pusten i en periode, og ikke ved hvorfor, så risikerer chefen at danne sig sine egne konklusioner, og så kan det være, at nogle ledere måske springer hende over til næste opgave eller post,« siger Søs Wollesen til TV 2.

Overgangen rammer, forklarer Netdoktor, når æggestokkene holder op med at producere kønshormonerne østrogen og progesteron. Typisk sker det, når kvinder er mellem 45 og 55 år.

Ikke alle rammes lige hårdt. Omkring en tredjedel har ingen symptomer, en tredjedel oplever symptomer, de kan leve dem, mens den sidste tredjedel er så plaget, at de har brug for lindring.