Sol, sommer og masser af udendørs leg.

Det er mange danske familiers sommermenu, men udendørsaktiviteter er også lig med alvorlige skader, når familien rykker ud.

Og derfor advarer sygeplejersker og læger nu, skriver TV2 Østjylland.

Der er nemlig en mærkbar stigning i det man kalder 'sommerskader', som blandt andet dækker over knoglebrud, sår, forbrændinger og forstuvninger.

Mange af skaderne kommer især i forbindelse med trampolinulykker, og det gælder ofte mindre børn under ti år, som netop kommer alvorligt til skade på trampolinen.

»På små arme giver det let grimme brud,« siger Gerhardt Teichert, der er overlæge fra Horsens akutafdeling.

Derfor opfordrer han til, at man har et beskyttelsesnet på trampolinen.

Gerhardt Teichert fortæller, at de mange ulykker på trampolinen ofte ender med en operation på grund af brud på armen.

Desuden kan de nærmest sætte et bestemt klokkeslæt på skaderne. Skader kommer især i skolernes sommerferie fra klokken 18 til 20.

Ud over de mange trampolinskader, så opfordres der også til, at man holder sig hydreret og drikker masser af vand.