Flere og flere danskere kaster sig ud i alternative behandlinger og nye sundhedstrends. De er ledt på afveje af pseudovidenskab og misinformation, som i yderste konsekvens kan koste menneskeliv.

»Det er, som om flere og flere ikke tror, at kroppen er god nok. De stoler ikke længere på, at nyren og leveren kan finde ud af at afgifte dem. De vil have mere. De vil have noget ekstra, som kan sørge for, at de ikke bare er sunde, men ekstremt sunde,« siger læge og ph.d. Ida Donkin til Berlingske.

Nogen sværger til detox-kure, juice-diæter og tarmskylninger. Andre forkaster vacciner og udskifter almen medicin med de alternative.

Fælles for dem alle er, at de ifølge Ida Donkin ikke altid er så sunde, som de markedføres.

Nogle kan være decideret skadelige.

Problemet er også, at de mange populære sundhedstrends og livstilsfænomener ofte bygger på misinformation, som underminerer videnskaben, hvilket ifølge Ida Donkin er dødelig alvor.

Det er småbørnsområdet et eksempel på. Her bliver misforståelser ofte til almen gyldige sandheder på debatfora på internettet.

Et andet eksempel, som Ida Donkin nævner til Berlingske, er unge mennesker, som især i hovedstadsområdet dyrker ekstrem sundhed som en identitet med både ingefærshot og alverdens kosttilskud.

Ida Donkin er på orlov fra sit arbejde på en fødeafdeling, men arbejder også i den frivillige forening af læger, som går under navnet Læger Formidler, som er en digital informationsplatform om sundhed og sygdom. Hun er desuden bogaktuel i slutningen af maj, hvor hun udgiver 'Sygt eller sundt', som skriver sig ind i debatten om alternativ medicin og sundhedstrends baseret pseudovidenskab.

Løsningen på de mange udbredte 'halve sandheder' er ifølge Ida Donkin modstridende forskningsresultater og mediernes tendens til at fokusere for meget på enkeltstående forskningsresultater.

Det betyder nemlig, at danskerne den ene uge bliver præsenteret for forskning, som viser, at noget er usundt, men som i ugen efter bliver fremhævet som løsningen på talrige sygdomme. En såkaldt sundhedsjungle.

Et andet område er alternativ behandling, som ifølge Ida Donkin er en god forretning, der dog kan have sundhedsskadelige konsekvenser.