Undgå komælk, tag ikke folsyre, drop medicin mod højt stofskifte. Det er blot nogle af de sundhedsråd, kendte deler med deres følgere på blogs og sociale medier. Men læge advarer i en ny bog mod ukritisk at følge rådene.

»Jeg synes, sundhedsdebatten er kørt af sporet af en række folk, som ikke har sundhedsfaglig ekspertise. De fortæller meget skråsikkert og myndigt om kost, træning og medicin til tusindvis af loyale følgere. Det synes jeg giver dem et ekstra ansvar, fordi følgerne lytter så meget til dem,« siger læge og ph.d. Ida Donkin.

Christiane Schaumburg-Müller, Søren Rasted og Søs Egelind er blandt nogle af de kendte eller såkaldte influencere, som lægen i sin nye bog 'Sygt eller sundt – sådan overlever du det næste sundhedsråd' kritiserer for at skrævvride danskernes forståelse af, hvad der er sundt.

F.eks. 'lovpriser' Søren Rasted og Søs Egelind ifølge Donkin brug af medicinsk cannabis 'uden at skele til rapporterede bivirkninger eller manglende dokumentation for effekt'. Og Schaumburg-Müller, der udgiver bladet ChriChri, får kritik af Ida Donkin for i nogle artikler til indirekte at opfordre til at fravælge 'kemisk medicin' mod forhøjet stofskifte og depression.

Søren Rasted er en af de kendte, der får kritik af læge Ida Donkin.
Søren Rasted er en af de kendte, der får kritik af læge Ida Donkin. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det kan have nogle alvorlige konsekvenser,« fastslår lægen.

B.T. har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Christiane Schaumburg Müller, men hun er ikke vendt tilbage. Søren Rasted har ikke ønsket at medvirke.

Til gengæld svarer Søs Egelind på e-mail:

'Jeg mener bestemt, Ida Donkin peger på et problem, når influencere og kendte kaster sig ud i at kloge sig skråsikkert. Selvom jeg gennem egen positiv erfaring med medicinsk cannabis under et langt kræftforløb sagtens kunne 'lovprise' brugen ukritisk, har jeg i stedet valgt, gennem dannelsen af Cannabis Danmark i samråd med nogen af de mennesker, der på verdenplan ved mest om planten og dens virkninger og bivirkninger, at skabe en platform for, at vi får skaffet dén evidens, som alle venter på,' skriver hun til B.T. (du kan læse hele hendes svar i faktaboks).

En anden kendt influencer, Ninka-Bernadette Mauritson, der står bag bogen 'Kernesund familie – sådan!', giver ifølge Donkin direkte skadelige råd:

På hendes hjemmeside kan man se video og tekst, hvor hun fraråder gravide at tage folsyre. Folsyre er et B-vitamin, som myndighederne og læger anbefaler samtlige gravide, da det beskytter mod tidlig abort, rygmarvsbrok og hjerneskade hos fostre.

»Hendes budskab kan være direkte skadeligt,« siger Ida Donkin og påpeger, at op mod 70 børn årligt fødes med rygmarvsbrok.

Ninka Bernadette Mauritson har ikke ønsket at stille op til interview, mens skriver i en e-mail:

Nina-Bernadette Mauritson står bag bogen 'Kernesund familie – sådan!'.
Nina-Bernadette Mauritson står bag bogen 'Kernesund familie – sådan!'.
Vis mere

»Jeg har ikke sagt, at gravide ikke skal tage folsyre, jeg har sagt, at man skal lytte til dr. Albert Mensah. Folsyre er (som alt andet) ikke en 'one size fits all'-løsning.«

Den afrikanske læge, som Ninka-Berndatte henviser til, mener, at gravide kun bør tage folsyre første trimester af graviditeten. Det er dog ikke det, der fremgår af Ninkas egen hjemmeside, hvor overskrift både på video og hjemmeside lyder: 'Kosttilskud jeg aldrig VILLE tage.'

Formand for bloggerne i Dansk Journalistforbund, jurist og influencer Lisbeth Kiel, der blogger under navnet 'Itsfashionbabydk', får en lignende kritik fra Donkin.

»Særligt bekymrende er det, at tungeklip af det bageste tungebånd hos babyer indirekte promoveres af flere modebloggere, herunder Itsfashionbaby,« skriver lægen i bogen.

Lisbeth Kiel. Foto: Privat.
Lisbeth Kiel. Foto: Privat.
Vis mere

37-årige Lisbeth Kiel afviser kritikken:

»Jeg har beskrevet egne oplevelser, så jeg synes, det er forkert, når Ida Donkin skriver, at jeg indirekte anbefaler det. Jeg har undersøgt indgrebet i forhold til mit eget barn og truffet et valg på baggrund af det. Hvis folk har skrevet og spurgt mig om det, har jeg sagt til dem, at de skal opsøge en børnelæge, og at jeg kan anbefale en osteopat, der kan guide dem videre,« siger hun.

Ida Donkin erkender, at der er en grund til, at vi danskere ikke gider læse om sundhed på myndighedernes hjemmeside, men hellere vil følge bloggere:

»Myndighederne er ikke i øjenhøjde med brugerne. Derfor kan man som bruger have svært ved at relatere til informationen. Myndighederne bør derfor blive bedre til at kommunikere som eller i samarbejde med bloggere, da bloggernes budskaber ellers får lov at stå uimodsagte hen,« siger lægen.