Hvis der kommer en kritik af Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen, for at bryde reglerne i den minkrapport, der offentliggøres i dag, så er det statsministeren selv, der beslutter straffen.

Det fortæller professor emeritus i forfatningsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen.

»Systemet er indrettet sådan, at det er ministeren, der beslutter sanktionen i tilfælde af en tjenstlig kritik af en embedsmand,« siger han.

Torsdag udkommer Minkkommissionen med sin længe ventede rapport om den – for minkavlerne – skæbnesvangre beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.
Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Både politikere og embedsmænd bliver gransket, og specielt vurderingen af Mette Frederiksens rolle som mødeleder ved det afgørende koordinationsudvalgsmøde 3. november 2020 er ventet med spænding.

Men også hendes departementschef, Barbara Bertelsens, involvering har skabt røre, fordi sms-beskeder og mail har vist, at hun var meget aktiv i processen op til, at det blev besluttet, at minkene skulle aflives.

Hun er også blev kendt for sit direkte sprogbrug i sms’er. Det var Barbara Bertelsen, der skrev til Fødevareministeriets daværende departementschef Henrik Studsgaard: »Hvornår kommunikerer I (og lægger jer ned og ruller jer, som vi vendte;)«

Hun mente, at daværende fødevareminister Mogens Jensen og hans ministerium skulle tage hele ansvaret for minkskandalen.

Mens Mette Frederiksen i et 'worst case'-tilfælde risikerer en politisk besluttet rigsretssag, så gælder der andre regler for embedsmænd.

Hvis der rejses kritik af en embedsmand, skal en tjenstlig undersøgelse med en dommer i spidsen vurdere, hvilke overtrædelser der er tale om og en eventuel sanktion.

»Sanktionen spænder fra en advarsel, som er relativt ufarlig, og til en fyring. En tjenstlig sanktion kan også blive til en straffesag, men det er kun, hvis man så at sige har taget af kassen, og det er ikke tilfældet her,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Som chef for Barbara Bertelsen bestemmer Mette Frederiksen altså en eventuel sanktion, men der kan også være andre hensyn.

»Det er klart, hvis der kommer en anbefaling til en sanktion, så vil det være svært for statsministeren at sidde den overhørig, for så kan det give politisk ballade,« siger Jørgen Albæk Jensen.

Men er det ikke dumt, at det er den minister, som også er sovset ind i sagen, der udmåler straffen?

»Jo, det kan du sige, men omvendt: Hvem skulle ellers gøre det.«