En grupper kvinder går hårdhændet til værks i kampen for at stoppe udbredelsen af en omdiskuteret bog om børns søvnvaner.

Kvinderne køber nemlig alle de eksemplarer af bogen, de kan få fingre i - og brænder dem.

Bogen, det hele handler om, er den populære - eller kontroversielle - bog 'Godnat og sov godt', som især i 00'erne var udbredt blandt nybagte forældre, som ikke kunne få deres børn til at sove.

Mange desperate forældre har tyet til bogen som sidste udvej. Men de seneste år har holdningen været, at puttemetoden, som bogen foreslår, er lig med omsorgssvigt.

Foto: Arkivfoto/ Iris
Vis mere

Via Facebook kæmper en gruppe kvinder nu for fuldstændigt at udrydde bogen.

»Der er nogen, der er nødt til at forsøge at sætte en stopper for metoden. Vi føler, at vi har et ansvar for at være børnenes talerør,« fortæller Luna Munk, der er administrator i Facebookgruppen 'Farvel til ’Godnat og sov godt'-bogen’ til TV2.

Sammen med flere hundrede andre kvinder opkøber hun brugte udgaver af bogen og destruerer dem.

Indtil videre har gruppen udryddet mellem 50 og 100 bøger.

Foto: Facebook
Vis mere

'Godnat og sov godt' giver råd til forældre om, hvordan de skal putte deres børn, og råder dem blandt andet til at lade være med at tage barnet op, selvom det græder.

Metoden går ud på, at forældrene går ind og trøster det grædende barn med forskellige tidsintervaller, og filosofien er, at barnet på den måde til sidst lærer selv at falde i søvn.

Luna Munk håber, at gruppen kan sætte fokus på de risici, der efter deres mening er ved metoden.

Oprindeligt blev bogen udgivet i Danmark med anbefalinger fra sundhedsplejersker. Siden har holdningen til børns søvnvaner ændret sig blandt mange nybagte forældre, og i dag er der meget delte meninger om bogens metoder.

Foto: Iris (modelfoto)
Vis mere

Forlaget Borgen udgav i sin tid bogen, men Gyldendal, som har overtaget forlaget, har ingen planer om at fjerne den fra deres kartotek.

'Mange er tilsyneladende fortsat interesserede i at købe bogen og stifte bekendtskab med dens principper, og derfor er 'Godnat og sov godt' stadig på hylderne her i 2018,' skriver Mette Korsgaard, redaktionschef på Gyldendal, til tv-stationen.