'Hold da op, en hjernedød kælling. Håber du bliver anal-kneppet af 100 ISIS-perkere, din lorteso.'

Sådan lyder én af de mange hadbeskeder, som danske kvinder i politik skal lægge indbakke til.

En ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at over fire gange så mange kvindelige politikere som mandlige oplever seksuel chikane på de sociale medier.

Det skriver TV2 Lorry, som også har fået adgang til en række eksempler på hadbeskeder, som flere kvindelige politikere har modtaget.

»Det er både nogle, som er sure på mig, og så dem med seksuelle undertoner. Eller sådan helt 'fullblown', hvor det bare står med kæmpestore bogstaver, hvad de kunne tænke sig at gøre ved min krop,« fortæller Rosa Lund fra Enhedslisten til TV2 Lorry.

En anden kvindelig politiker, Annette Rieva, som byrådsmedlem i Hillerød for Venstre, fortæller til TV2 Lorry, hvordan hun har oplevet at få tilsendt 'dickpics' – altså billeder af fremmede mænds lem.

B.T. har tidligere fortalt, hvordan en anden kvindelig politiker, Zenia Stampe, der sidder i Folketinget for Radikale Venstre, har modtaget dødstrusler rettet mod både sig selv og sine barn.

'Du og dit barn fortjener at dø! Helst dit klamme afkom først, så du kan lide, og først flere år senere, efter du har levet i mørk depression, da skal du dø en langsom og smertefuld død,' lød det dengang ifølge Zenia Stampe, som lagde beskeden ud på sin Facebook-side.

Zenia Stampe fortæller ofte både i medierne og på sine egne sociale medier om de grove beskeder og nogen gange trusler, hun modtager.
Zenia Stampe fortæller ofte både i medierne og på sine egne sociale medier om de grove beskeder og nogen gange trusler, hun modtager. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

I efteråret blev en 39-årig mand idømt 40 dages ubetinget fængsel for at have skrevet ordene 'Du burde have sparket dit hoved i stykker, din skidne landsforræder' til Zenia Stampe.

Det er et demokratisk problem, at kvindelige politikere oplever chikane i dén grad, som undersøgelsen viser.

Ifølge TV2 Lorry viser forskning, at kvinder siger nej til at engagere sig i politik – netop fordi de er ekstra udsat i forhold til chikane på de sociale medier.

39 procent af Folketingets medlemmer er i dag kvinder, mens der på landsplan er 33 procent kvinder i kommunalpolitik.