Kan et vægttab gøre det lettere at finde kærligheden eller få et arbejde?

Det spørgsmål rejser et nyt amerikansk studie, der viser en opsigtsvækkende sammenhæng mellem vægttabsmedicin og kvinders muligheder på både datingmarkedet og arbejdsmarkedet.

Kvinder, der begynder på vægttabsmedicin, har nemlig større sandsynlighed for at blive gift, flytte sammen med en partner eller komme i arbejde end sammenlignelige kvinder, der endnu ikke er begyndt på medicinen.

Og ifølge forskeren bag studiet kan en del af forklaringen være, hvordan andre mennesker vurderer kvinder ud fra deres vægt.

Studiet er lavet af Rebecca Diamond, professor i økonomi ved Harvard University. Hun har sammenlignet kvinder, der begyndte at tage såkaldt GLP-1-medicin, med kvinder, der gerne ville begynde på medicinen, men endnu ikke var startet.

GLP-1-medicin bruges blandt andet til behandling af overvægt. Wegovy er et af præparaterne i denne gruppe.

Flere kvinder finder en partner og kommer i arbejde
Forskerne fandt især to opsigtsvækkende resultater. Blandt de kvinder, der var enlige, da de begyndte på vægttabsmedicinen, var sandsynligheden for at være gift eller bo sammen med en partner 28,6 procentpoint højere efter mindst halvandet år.

For kvinder, der stod uden arbejde, var sandsynligheden for at være kommet i job 26,9 procentpoint højere.

I begge tilfælde sammenlignede forskerne med lignende kvinder, der gerne ville begynde på medicinen, men endnu ikke var startet.

Det var faktisk en samtale med en veninde, der fik Rebecca Diamond til at interessere sig for emnet. Veninden havde taget vægttabsmedicin og oplevede en markant forskel på, hvordan andre behandlede hende før og efter vægttabet.

»Det var næsten en bemærkning i forbifarten, men den gjorde mig nysgerrig på, om der fandtes forskning i de økonomiske og sociale konsekvenser af medicinen,« fortæller Rebecca Diamond i et interview med Harvard University.

Men hvorfor ser det ud til, at kvinderne får lettere ved at finde en partner eller komme i arbejde?

Kan udseendet påvirke kvinders muligheder?
Ifølge Rebecca Diamond kan en del af forklaringen være de fordomme, som kvinder med en højere vægt møder.

Hun peger især på betydningen af førstehåndsindtryk. For eksempel når man møder en potentiel partner på en date eller sidder til en jobsamtale.

Forskerne undersøgte også, om resultaterne kunne skyldes, at kvinderne fik det bedre psykisk efter at være begyndt på medicinen. De så blandt andet på deres humør, ensomhed og tilfredshed med livet.

Men forbedringerne var ikke store nok til at forklare stigningen i nye parforhold.

Derfor mener Rebecca Diamond, at resultaterne i højere grad kan hænge sammen med andres førstehåndsindtryk af kvinderne. Det forklarer hun i interviewet med Harvard University.

Når det gælder kvindernes muligheder for at komme i arbejde, peger forskeren dog også på en anden mulig forklaring: At vægttabet kan have forbedret deres fysiske arbejdsevne.

Ikke alle kvinder oplevede en ændring
Det var især blandt kvinder, der var enlige eller uden arbejde, at forskerne fandt en ændring.

Blandt kvinder, der allerede havde en partner eller et job, så forskerne ikke tilsvarende ændringer i deres parforhold eller arbejdssituation. 

De fandt heller ikke, at kvinder, der allerede var i arbejde, i nævneværdig grad fik flere arbejdstimer eller blev forfremmet.

En mulig forklaring er ifølge Rebecca Diamond, at mennesker, der allerede kender hinanden, vurderer hinanden ud fra mere end udseendet.

En arbejdsgiver, der har kendt en medarbejder i flere år, ved eksempelvis allerede, hvad medarbejderen kan.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv