Anden gang var også lykkens gang for en kvinde fra Aarhus.

Hun har nemlig vundet en million kroner i Lotto ikke bare én men hele to gange.

I en pressemeddelelse fra Danske Spil fortæller kvinden, der ønsker at være anonym, at hun havde held i spil for første gang for næsten 30 år siden.

Dengang vandt hun og hendes mand også en million.

For nylig kom hendes mand så hjem og sagde, at de havde ramt den store gevinst igen.

»Dengang fik vi bygget sommerhus, og vi fik bygget til, og så lagde vi penge fra. Og for at det ikke skal være løgn, så betalte vi også næsten al gælden i huset,« siger hun.

Derfor skal en del af gevinsten denne gang bruges til at begave børn og børnebørn.

»Vi kiggede på hinanden, og så sagde jeg: 'NU skal børnene have nogle af pengene', og det syntes min mand var en rigtig god idé, så nu har børnene fået hver deres portion. De sagde 'Det er løgn! I har ikke gjort det igen, vel?', og så græd de af glæde, for det er mange penge for dem,« siger den heldige vinder og tilføjer:

»Nu kan vi videregive pengene til vores børn, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor skønt det føles,« siger hun og fortæller, at det også er planen at tage hele familien med på en solferie sydpå.

Men faktisk er den aarhusianske lottovinder endnu mere heldig. Det var nemlig lige før, hun havde mistet sin vinderkupon.

Det var kun fordi, at hendes svigersøn opdagede, at hun havde tabt den uden for butikken, hvor hun havde købt den, at hun overhovedet fik den med hjem.

»Ja, jeg føler mig unormalt heldig!«