I december sidste år blev en mand idømt 16 års fængsel for drab på to kvinder, og i marts sidste år blev to mænd idømt 16 år for at have smuglet 93 kilo kokain.

Og nu risikerer den 29-årige mor Vivian Anita Alexandru fra Aarhus samme straf for at have delt et billede af en brændende statsministerdukke på Facebook.

Hun er nemlig sigtet efter straffelovens §119, stk. 1, der kan give op til otte års fængsel.

De otte år kan ved retten fordobles til 16 år efter paragraf 81 d, som siger, at en straf kan forhøjes til det dobbelte, 'hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark'.

Og selvom denne sigtelse nok ville afholde mange fra at poste samme foto, så skræmmer det ikke satiriker og skuespiller Frederik Cilius.

Under dække af satirekarakteren Kirsten Birgit deler han billedet af den brændende dukke på Twitter. Hvorvidt han er bange for konsekvenserne, vender vi tilbage til.

Direktør i den juridiske tænketank Justitia Jacob Mchangama mener, at sigtelsen af den 29-årige kvinde er helt ude af proportioner.

»Jeg håber selvfølgelig, at det her ender med, at man dropper sigtelsen og måske kommer med en undskyldning,« siger Jacob Mchangama.

Den gruppe, som Vivian Anita Alexandru har oprettet med et dertilhørende foto. Hun risikerer 16 års fængsel for det.
Den gruppe, som Vivian Anita Alexandru har oprettet med et dertilhørende foto. Hun risikerer 16 års fængsel for det. Foto: Screenshot/ Facebook
Vis mere

Paragraffen, som Vivian Anita Alexandru er sigtet efter, bliver i folkemunde kaldt 'vold mod embedsmand i funktion', fortæller professor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach.

Ifølge hende skal den sikre et særligt strafferetligt værn mod dem, der handler offentligt, og det gælder både vold, opfordring til vold og trusler.

Og intet af ovenstående, mener direktøren i Justitia, gør sig gældende i denne sag.

»Jeg synes, at det er fuldstændig soleklart ud fra hendes opslag og konteksten, at der er tale om en fredelig politisk protest. Og endda et forsøg på at få ændret en lov på demokratisk vis – som, hun mener, krænker borgernes ytringsfrihed,« lyder det fra Jacob Mchangama, inden han fortsætter:

»Det er meget svært at se det som en trussel.«

Vivian Anita Alexandru, der er mor til to, læser til lærer og er stifter af partiet Samfundssind, har oprettet en Facebook-gruppe ved navn 'STOP paragraf 113'.

Og det er som coverbillede til denne gruppe, at hun benyttede det efterhånden velkendte billede af en brændende dukke med Mette Frederiksens ansigt klistret på samt et skilt med skriften 'hun må og skal aflives'.

Konsekvensen af denne sigtelse kan være, at det lægger en dæmper på befolkningens lyst til at kritisere og protestere imod magthavere og regeringen, mener Jacob Mchangama.

»Hvis borgerne ikke tør ytre sig frit og kritisere politikerne, så har vi et demokrati, der er kørt skævt,« siger han.

Men en, der godt tør, er skuespiller og satiriker Frederik Cilius.

Under dække af den fiktive karakter Kirsten Birgit kendt fra 'Den korte radioavis' på Radio24syv har han nemlig på Twitter også delt billedet af den brændende Mette Frederiksen-dukke.

'Først kom de for at tage Vivian, og jeg protesterer, også selvom jeg ikke er Vivian! #diktatormette,' skriver han over billedet.

B.T. har fanget Frederik Cilius over telefonen, og helt kort fortæller han:

 Frederik Cilius
Frederik Cilius Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Jeg ser da frem til at se, om myndighederne gør noget.«

Det er dog ikke alle, der har det på samme måde. I kommentarsporet til Kirsten Birgits tweet er der flere, der skriver, at de ikke tør dele billedet.

'Respekt for det mod. Jeg tør personligt ikke dele, selvom jeg har lyst,' er der er en bruger, der skriver.

'Jeg tør ikke dele den. Det er der, vi er,' lyder det fra en anden.

Chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi Klaus Arboe Rasmussen fortæller til B.T., at de modtog en anmeldelse på den 29-åriges opslag fra en borger lørdag aften:

»Vi vurderer, at der kan være tale om en overtrædelse af straffeloven, og derfor kører vi ud for at sigte vedkommende og sikre tekniske beviser.«

Chefpolitiinspektøren vil ikke kommentere på, hvorfor politiet generelt ikke tropper op lige så prompte i forbindelse med andre former for ulovlig billeddeling.

Ligesom han ikke vil kommentere på, hvorvidt Frederik Cilius eller 'Kirsten Birgit' også bør sigtes – eller bliver sigtet – for at dele billedet af den brændende dukke.

Mette Frederiksen ville tirsdag ikke svare på B.T. spørgsmål om, hvorvidt dobbeltstraf i forbindelse med corona er rimeligt:

»Jeg vil gerne henvise til justitsministeren for yderligere svar på det her,« lød det.