En alvorlig trafikulykke fandt lørdag aften sted på Ny Vordingborgvej ved Kalvehave.

En kvinde gik på vejen og løb frem mod bilerne, lyder meldingen fra Sydsjællands Politi, der blev alarmeret af bilister klokken 19.25.

Ti minutter senere gik det galt, da kvinden blev ramt af en bil.

»Hun er alvorligt tilskadekommen og er blevet fløjet til Rigshospitalet,« siger Ole Hald, vagthavende ved Sydsjællands Politi, til B.T.

Ifølge de foreløbige undersøgelser blev kvinden ramt med mellem 50 og 60 km/t.

»Det er alvorlige skader, hun har pådraget sig. Det går hårdt ud over den menneskelige krop at blive ramt med den fart,« siger vagthavende.

Bilisten, der ramte kvinden på vejen, er der ikke sket noget med. Hun er dog meget chokeret, lyder meldingen fra politiet.

»Der er ikke noget, der indikerer, at bilisten, der påkørte kvinden, var beruset eller på anden møde førte køretøjet uforsvarligt,« forklarer vagthavende.

Bilinspektører har undersøgt stedet, og det er nu op til politiet at klarlægge de nærmere omstændigheder om ulykken.