Kviklånsudbyderen Capitolia vil blive meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden.

Det bekræfter forbrugervagthunden over for B.T.

Politianmeldelsen vil ske, fordi selskabet i mere end et halvt år tilsyneladende har opkrævet ulovlige gebyrer og morarenter hos låntagerne. Det er sket via hjemmesiderne Simbo.dk og Kronelån.dk.

»Vi opfordrer forbrugere, der har indgået et lån på Simbo.dk eller Kronelån.dk efter 1. juli 2020, til at kontakte Capitolia med henblik på at få tilbagebetalt de penge, som Capitolia ulovligt har opkrævet. Hvis forbrugerne fortsat har et lån hos Capitolia, kan pengene modregnes i deres gæld til Capitolia,« lyder det fra Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Christina Toftegaard Nielsen udtaler sig kritisk om Capitolia.
Christina Toftegaard Nielsen udtaler sig kritisk om Capitolia.
Vis mere

I juli sidste år blev det forbudt, at forbrugslån måtte have en årlig omkostning i procent (en såkaldt ÅOP) på over 35 procent, men det mener Forbrugerombudsmanden stadig har været tilfældet hos Capitolia.

Samtidig kritiseres det, at selskabet i samtidig indførte »et gebyr på 17 procent af lånets saldo, hvis ikke låntagerne hver 30. dag sender deres økonomiske oplysninger til Capitolia«.

Forbrugerombudsmanden mener ikke, at forbrugslånsudbyderen har hjemmel til at indføre sådan et krav.

»Da reglerne om det nye ÅOP-loft trådte i kraft, indførte Capitolia en forretningsmodel, der har til formål at få forbrugerne til at betale et gebyr på 17 procent af lånet om måneden. Det er et ugyldigt vilkår, og derfor skal Capitolia betale de ulovlige gebyrer tilbage til forbrugerne,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

Der er også kritik af en lang række andre vilkår i forbindelse med lånene hos Simbo.dk eller Kronelån.dk.

Eksempelvis afkræves forbrugerne 37 procent i morarente på lånene, selv om de ifølge Nationalbankens officielle udlånsrente ikke må opkræve mere end 8,05 procent.