Det er i den grad kommet bag på kunstneren Jakob Jakobsen, at hans værk 'Dødsfald', hvor 20 toppolitikere nævnes på A4-ark med teksten 'er død' efter navnene, har vakt så stor offentlig debat.

Onsdag var der fernisering for værket, som Københavns Kommunes billedkunstudvalg har købt for 10.000 kroner. For Jakob Jakobsen er modtagelsen en stor del af det at lave kunst - og modtagelse må man sige, han har fået. Der er snart ikke et medie, der ikke har omtalt de 20 papirark, som fremover kommer til at hænge i en Københavns mange institutioner.

»Jeg lærer noget af modtagelsen. Den har klart rystet mig. Nogen mener, jeg har krænket politikerne ved at skrive, at de er døde - men nogle af de samme har kaldt mig en talentløs idiot. Det er da tankevækkende,« siger Jakob Jakobsen, der giver de kritikere, der siger, at de selv kunne have lavet det, ret.

Kunstneren Jakob Jakobsen, der har lavet et kunstværk bestående af en masse A4-ark, der hver især annoncerer forskellige danske politikeres død. Eksempelvis "Lars Løkke Rasmussen er død."
Kunstneren Jakob Jakobsen, der har lavet et kunstværk bestående af en masse A4-ark, der hver især annoncerer forskellige danske politikeres død. Eksempelvis "Lars Løkke Rasmussen er død." Sofie Mathiassen

»Det kan de da. Det tog mig 10 minutter at lave i Word. Det kan enhver idiot gøre. Jeg synes, alt for meget kunst er blevet industri, hvor vi ikke deltager, men bare er forbrugere.«

De 20 politikere på værkerne tæller blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og forgængerne Anders Fogh Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S). De 20 var de navne, Jakob Jakobsen først kom på.

»Det er offentlige personer, der har stor indflydelse på mit liv, og som jeg som et tankeeksperiment gerne ville være foruden. Politik handler meget om at bruge sproget som magt, og det er det, jeg gør her,« forklarer han om værket, der er syv år gammelt.

Værket er skabt til tidsskriftet Pist Prottas jubilæumsnummer, der er en fremtidsudgave, som skal forestille at være udgivet i 2031.

Michael Thouber, der foruden at være direktør for Kunsthal Charlottenborg, også er medlem af billedkunstudvalget, er både glad og overrasket over, at værket først nu skaber debat.

»Det siger måske noget om, hvor stærkt værket er,« siger han.