Regeringen og Radikale Venstre har gjort det ulovligt at ødelægge Koranen og vise det offentligt.

Men det holder ikke den dansk-iranske kunster Firoozeh Bazrafkan tilbage.

Da hun mandag gæster B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen, offentliggør hun i studiet et nyt værk bestående af netop en ødelagt koran.

»Jeg synes faktisk, det er et pissesmukt værk,« siger Bazrafkan og holder den ødelagte koran frem.

Værket hedder 'Den Perfekte Koran' og kan ses i videoen øverst i artiklen.

»Alle siderne er revet ud. Det er sådan, min perfekte koran ser ud.«

Hvorfor skal den ødelægges?

»Koranen bliver brugt politisk i Mellemøsten til at slå folk ned. Den bliver brugt som mundkurv, og det er vigtigt at belyse, og det gør jeg i min kunst.«

'Nu bliver jeg berørt'

Firoozeh Bazrafkan er tidligere blevet kendt for blandt andet at piske Koranen, makulere den og rive den i stykker på et rivejern – sidstnævnte foran den iranske ambassade i København.

Bazrafkans kunstperformance med rivejernet fik den iranske ambassade til at skrive direkte til den danske regering i et åbnet brev.

Og justitsminister Peter Hummelgaard (S) udpegede efterfølgende Bazrafkan som en af dem, den nye koranlov skal sætte en stopper for:

»Jeg vil opfordre hende til at skabe noget, skrive noget, male noget, hugge noget i sten, lave noget musik, hvad ved jeg, i stedet for at ødelægge ting,« sagde Peter Hummelgaard til B.T., da han den 25. august fremlagde det nu vedtagne forbud mod såkaldt »utilbørlig behandling« af Koranen og andre vigtige religiøse tekster som Biblen. 

Ordene fra justitsministeren ramte Bazrafkan hårdt:

»Det var godt nok en perfid omgang. Det siger rigtig meget om Peter Hummelgaard,« siger hun.

Hvad siger det om ham?

»At han ikke er kultiveret.«

Firoozeh Bazrafkan får tårer i øjnene:

»Jeg tager det personligt. I Iran giver det en dødsdom at rive Koranen, sådan som jeg gjorde foran den iranske ambassade i København.«

»Det jeg gjorde – og nu bliver jeg lidt berørt – det var nødvendigt for mig at gøre. Jeg stod foran uhyret, som hænger folk, og som torturerer folk, fordi de har en anden holdning til regimet. Jeg er meget rasende.«

Justitsminister Peter Hummelgaard og Firoozeh Bazrafkan stødte pludselig på hinanden på en af Christiansborg gange efter hårde meningsudvekslinger i medierne.
Justitsminister Peter Hummelgaard og Firoozeh Bazrafkan stødte pludselig på hinanden på en af Christiansborg gange efter hårde meningsudvekslinger i medierne. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mødte Hummelgaard på gangen

Firoozeh Bazrafkan fortæller, at hun for nylig mødte justitsminister Peter Hummelgaard på en af Christiansborgs gange i forbindelse med en høring om den nye koranlov:

»Jeg stod og talte med den konservative folketingspolitiker Mai Mercado, da han gik forbi mig. Så kaldte Mai Mercado på ham og bad ham komme og sige hej til mig.«

»Han sagde, at jeg måtte kunne forstå, at de havde nogle udfordringer og sådan noget. Det sagde jeg bare nej til, og så spurgte jeg, om han gav en kop kaffe. Det ville han gerne, men han har aldrig fulgt op på det,« fortæller Firoozeh Bazrafkan.

Firoozeh Bazrafkan valgte at at ødelægge Koranen med et rivejern, som symbol på, at det iranske regime og Koranen holder kvinden fanget og forviser hende til køkkenet.
Firoozeh Bazrafkan valgte at at ødelægge Koranen med et rivejern, som symbol på, at det iranske regime og Koranen holder kvinden fanget og forviser hende til køkkenet. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske
Vis mere

'Jeg laver et wunderkammer'

Hun siger, at hun vil fortsætte med at ødelægge koraner, når det nye forbud om få dage træder i kraft. Men i første omgang ikke offentligt.

Hun vil opbygge et arkiv med værker, som hun håber at kunne fremvise uden repressalier en dag i fremtiden, hvis et nyt flertal i Folketinget beslutter at annullere koranloven:

»Jeg må lave et wunderkammer med de kunstværker, jeg mener er vigtige at lave, og vente med at offentliggøre det til, at der er nogen, der fjerner koranloven,« siger hun.

Hør hele interview i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen: