En højlydt skænderi udspillede sig torsdag morgen mellem den dansk-iranske performancekunstner Firoozeh Bazrafkan og Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen.

Foran en metrostation i København mødte hun den politiske ordfører for Venstre samt to kampagnemedhjælpere, der delte brochurer ud.

»En af hans (Jan E. Jørgensens, red.) hjælpere rakte en brochurer frem. Jeg takkede pænt nej og forklarede, at jeg ikke stemmer på Jan E., og at han også godt ved hvorfor,« siger Firoozeh Bazrafkan til B.T.

Det svar fik ifølge Firoozeh Bazrafkan Jan E. Jørgensen til at vende sig mod hende og sige:

»Ja - det er fordi hun gerne vil brænde koraner af.«

Firoozeh Bazrafkan har i flere år vakt opsigt, når hun med sin kunst har rettet kritik mod det iranske styre, koranen og islam.

Folketingspolitiker for Venstre og politisk ordfører, Jan E. Jørgensen.
Folketingspolitiker for Venstre og politisk ordfører, Jan E. Jørgensen. Foto: Asger Ladefoged

Hun gjorde sig især bemærket, da hun i 2023 rev en koran itu på et rivejern.

Men kommentaren fra Jan E. Jørgensen gør Firoozeh Bazrafkan vred.

»Jeg blev stiktosset og vendte mig mod ham og sagde: 'Jan, hvorfor lyver du? Jeg har ikke brændt nogen koraner',« fortæller Firoozeh Bazrafkan og hævder:

»Så råbte han ad mig: 'Jeg er så træt af dig. Jeg orker dig ikke.' Jeg sagde så: 'Jeg orker heller ikke dig', og så vendte jeg mig om og gik.«

Episoden har sat sig i hende, da hun efterfølgende gik ned i metroen.

»Jeg blev ked af det og rasende og begyndte at græde. Det er så grænseoverskridende, at han lyver om mig. Det kan jeg simpelthen ikke klare,« siger Firoozeh Bazrafkan og tilføjer:

»Det er så ubehageligt, at en folketingspolitiker går efter mig i stedet for bare at ignorere mig.«

Hvorfor ignorerede du ikke bare ham?

»Det gjorde jeg også først. Det var jo en af hans hjælpere, der først rakte ud. Så sagde han det med koranerne, og der blev jeg simpelthen sur. For det er lodret forkert,« siger Firoozeh Bazrafkan.

Hun pointerer, at hun godt kunne have taget en rolig snak med folketingspolitikeren, hvis omstændighederne havde været anderledes.

»Hvis han ikke havde løjet og mødt mig med humor, så havde jeg givet ham hånden, ligesom jeg har gjort med mange af de andre, som har stemt for koranloven.«

Du har ikke brændt koraner af, men du har jo revet en koran i stykker. Kunne det være det, som han refererede til?

»Nej, han ved udmærket godt, at der er forskel på at rive en koran på et rivejern og på at brænde den. Han vil sætte mig i samme kategori som Rasmus Paludan,« mener hun. 

Den såkaldte koranlov blev vedtaget i slutningen af 2023 – altså efter Firoozeh Bazrafkan havde revet en koran i stykker.

94 medlemmer af Folketinget stemte for vedtagelsen af loven, herunder Jan E. Jørgensen fra Venstre.

B.T. har kontaktet Jan E. Jørgensen og forelagt ham Firoozeh Bazrafkans krtik. I en SMS til B.T svarer han følgende:

»Det er korrekt, at jeg i morges mødte Firoozeh Bazrafkan ved en uddeling, og vi havde en meningsudveksling om koranloven. Jeg kan forstå, at hun er ked af episoden, og det vil jeg gerne beklage, for det var bestemt ikke min hensigt at støde hende,« skriver han i en SMS og fortsætter: 

»Det er ingen hemmelighed, at vi er uenige om koranloven, men jeg står ved, at jeg ikke synes, at man skal brænde religiøse skrifter af.«