Lyt til artiklen

Det kan være yderst kritisk, hvis en bærende konstruktion på en bro har betonskader.

Derfor er et nyt værktøj bestående af kunstig intelligens essentielt for en bros levetid.

Værktøjet er udviklet af eksperter i 3D fra Alexandra Instituttet, og nu kan den automatisk genkender betonskader ved brug af kunstig intelligens.

Og i 2022 tog Sund & Bælt netop det nye værktøj i brug, som ifølge den statsejede virksomhed allerede har givet besparelser på op til 50 procent på omkostningerne ved inspektioner af broer, tunneler og dæmninger.

Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Udover besparelserne forventer Sund & Bælt også, at den systematiske inspektion kan forlænge en bros levetid på 50 til 100 år.

»Det er dette perspektiv, der er interessant i samarbejdet. Vi sætter strøm til vores nuværende løsning, så flere kan gøre brug af AI (Artificial Intelligence - på dansk kunstig intelligens, red.) til inspektion. Det er godt for miljøet og den grønne omstilling, når flere med nøjagtig systematisk inspektion kan forlænge levetiden på sine anlæg,« forklarer Bjarne Jørgensen, direktør for AM hos Sund & Bælt.

»Der er ingen tvivl om, at løsningen og teknologien bag kan overføres til andre virksomheder og brancher. Løsningen viser, at der er markante gevinster at hente, når kunstig intelligens anvendes korrekt,« siger Niels Husted Kjær, der er ceo ved Alexandra Instituttet.