Der er brug for nye kræfter til kunstakademis billedkunstskoler, mener ministerium. Rektor stopper til nytår.

Der skal findes en ny rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Rektor Kirsten Langkilde har indgået en aftale med Kulturministeriet om, at hun stopper til nytår.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

»Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er ikke nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er derfor behov for nye kræfter,« skriver ministeriet, som vil give billedkunstskolerne 'en ny start med en ny rektor'.

Hun fortsætter året ud for at bidrage til en smidig overlevering af opgaver med videre, oplyser Kulturministeriet, der går i gang med at finde en ny rektor for skolerne.

Der er i pressemeddelelsen ikke angivet nogen grund til, at Kirsten Langkilde stopper som rektor.

Oplysningen kommer, efter at akademiet har været en del i medierne, efter at institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld fra skolen erkendte at have smidt en gipsbuste af Frederik V i havnen.

»Det var mig, der tog initiativet. Det var mig, der tog busten fra soklen i akademiets festsal. Og det var mig, der skubbede den i havnen,« har hun tidligere sagt til TV 2.

Busten af akademiets stifter er udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly, der levede fra 1717 til 1776.

Den stod i Kunstakademiets festsal på Charlottenborg. Men en gruppe, der kalder sig Anonyme Billedkunstnere, fjernede den fra stedet og skubbede den i Københavns Havn.

Ifølge en tekst og en video, der blev lagt på hjemmesiden idoart.dk, er det sket for 'at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort' på, selv om den 'stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker'.

Gipsbusten blev fisket op 6. november, og her lignede den ikke længere sit originale jeg.

Den nu bortviste institutleder har afvist, at det var hærværk at kyle gipsbusten i havnen. Det var 'en happening mod en gipsafstøbning, der findes i flere versioner', har hun fortalt til Politiken.

Foruden sagen med busten har også studiemiljøet og det psykiske arbejdsmiljø på stedet været til debat.

Det fik for knap en måned siden kulturminister Joy Mogensen (S) til at iværksætte en uvildig undersøgelse af undervisning, studiemiljø såvel som organisationskulturen på akademiet.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er en videregående kunstnerisk uddannelsesinstitution, der hører under Kulturministeriet.

Akademiet blev grundlagt i 1754, og foruden undervisningen er der også forskning på stedet.

/ritzau/