Myndighederne måtte fredag tage alternative metoder i brug for at opspore coronasmittede.

For i takt med, at den britiske – samt den nye sydafrikanske – variant af coronavirussen har ramt Danmark de seneste uger, har myndigheder nu oprustet på opsporingsfronten.

Det skriver Berlingske.

Styrelsen for Patientsikkerhed måtte nemlig bede politiet om hjælp til at tage kontakt til tre smittede personer, som de ikke selv kunne komme i kontakt med.

»Hvis de smittedes telefonnumre ikke virker, eller hvis de ikke svarer tilbage, så bistår politiet os ved at sende en venlig patrulje ud med et brev, hvor de bliver bedt om at ringe til os,« siger Charlotte Hjort, der er enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, til Berlingske.

Normalt er det Styrelsen for Patientsikkerhed, der via et telefonopkald skal underrette smittede personer, hvis de er blevet smittet med en muteret variant.

Ifølge mediet ønsker Styrelsen dog ikke at oplyse, hvilken variant de tre personer var smittet med.

Charlotte Hjort slår dog fast, at det lykkedes politiet at få kontakt til de smittede personer.

Lørdag kunne Statens Serum Institut meddele, at det første tilfælde af den sydafrikanske variant, som kaldes B.1.351/501 Y, er registreret i Danmark.

I skrivende stund er der konstateret 283 tilfælde af den britiske variant i Danmark.