Mens Ringkjøbing Landbobanks image er helt i top, må Nordea tage den ærgerlige titel som Danmarks værste bank.

Det vurderer de danske bankkunder ifølge en undersøgelse lavet af analysehuset Voxmeter, der er baseret på interview med 39.000 bankkunder. Det skriver Finans.

I bunden af den samlede liste, som omfatter 20 danske banker, finder man Nordea, men også storbanken Danske Bank ligger helt i bund.

Danske Bank indtager listens 18.-plads.

»Nordea kan glæde sig over, at der klæber en rigtig dårlig hvidvasksag til Danske Bank. Nordea har det altid nemmere, når Danske Bank er i strid modvind. Men på trods af en smule fremgang går det ikke godt for Nordea, som har landets dårligste image,« siger Christian Stjer, der er adm. direktør i Voxmeter, der står bag den nye image-undersøgelse, til Finans.

Arbejdernes Landsbank er ni år i træk blevet kåret som Danmarks bedste bank, men må nu se sig slået af Ringkjøbing Landbobank.

Den adm. direktør for Ringkjøbing Landbobank mener blandt andet, at vejen til deres succes kan findes i deres tænkemåde: 'Hos os er kunden kongen.'

Ringkjøbing Landbobank scorede i undersøgelsen 2.547 point på en skala fra 0 til 3.000, mens bundskraberen Nordea scorede 781 point.

Herunder kan du se den fulde liste over bankernes placering.