Efter utallige klager på Facebook og dårlige anmeldelser på Trustpilot har internetbutikken Zalando valgt at give de utilfredse kunder et prisnedslag.

En masse varer hos internetbutikken Zalando var på mystisk vis sat voldsomt ned, og flere kunder benyttede muligheden for at købe stort ind.

Men varerne blev annulleret af butikken.

'På trods af at vi dagligt kontrollerer vores lagerbeholdning, er din vare blevet udsolgt, så det er desværre ikke muligt at levere din ordre,' står der i en e-mail, som Stine Nørland har modtaget.

Men den forklaring køber hun ikke.

»Jeg har forståelse for, at et eller to produkter kan være udsolgt, men ikke alle 12 produkter. Det lød mere som en fejl fra deres side,« siger Stine Nørland.

Jonas Møller undrede sig også og valgte at ringe til Zalando. Han bestilte 17 varer, men han modtog kun én.

Resten var annulleret med beskeden om, at varerne var udsolgt.

»Jeg tror, at de er kommet til at sætte de forkerte landes pris på. På den ene vare, jeg har modtaget, og som jeg har betalt, der er beløbet angivet i schweizerfranc,« siger Jonas Møller.

Han har nu fået besked om, at han kan få sine varer til den pris, han oprindeligt har købt dem til.

Zalando har torsdag aften sendt følgende svar til B.T. i en e-mail:

'Det viste sig, at der har været et problem med upload af priser for visse varer, der sælges på vores platform via vores partnerprogram. Ved en fejl blev varerne uploadet af vores partner med priser i schweizerfranc i stedet for danske kroner.'

Vores partner opdagede, at der var sket en fejl og bad os annullere de berørte ordrer, indtil de fandt kilden til problemet. Vores partner er nu i gang med at uploade varerne med korrekte priser.'

'Vi er meget kede af den ulejlighed, dette har forårsaget. Det er vigtigt for os, at vores kunder kan stole på de priser, de ser på Zalando. Derfor tilbyder vi sammen med vores partner, at de påvirkede forbrugere kan bestille de annullerede varer påny til den pris, de oprindeligt købte dem til.'

'Berørte forbrugere skal bestille deres varer igen og derefter kontakte vores kundeservice-team. Så snart den nye ordre er afsendt, refunderer vi prisforskellen til slutforbrugere, der har bestilt i god tro, så hurtigt som muligt. Vores kunder kan dog opleve en lidt længere responstid.'

Der er mange dårlige anmeldelser af Zalando på Trustpilot i disse dage:

Vis mere

Vis mere

Vis mere