»Just Eat er død.«
Så kontant lyder en af de mange nye anmeldelser af Just Eat på Trustpilot.
I starten af 2020 blev den danskstiftede virksomhed Just Eat solgt for intet mindre end 52 milliarder kroner til hollandske Takeaway.com.
Og for omkring en uge siden fik Just Eat både ny app og hjemmeside, hvilket har skabt problemer. Blandt andre for Lucas Jordan Harritslev, der tre gange har forsøgt at bestille mad, efter hjemmesiden og appen er blevet opdateret.
»Jeg føler mig magtesløs. Skal jeg skrive til Forbrugerrådet, skal jeg politianmelde dem?« spørger den fortvivlede Just Eat-kunde gennem 15 år, da B.T. taler med ham.
For et par dage siden skulle Lucas bestille mad til et bestyrelsesmøde. Han havde valgt at forudbestille maden om morgenen, men da klokken er 18.20, kommer maden ikke som planlagt.
»Jeg tjekker min mail under mødet, da jeg skulle opklare noget arbejdsrelateret, her finder jeg så en mail fra Just Eat fra klokken 16, hvor der står, at min ordre er blevet annulleret. Men i appen står der, at den stadig er på vej,« forklarer Lucas Jordan Harritslev. Han får aldrig maden, men i stedet et gavekort på 60 kroner i kompensation.
Og det er ikke den eneste gang, at Just Eat har skuffet den seneste uge.
»Jeg havde bestilt noget thaimad, som var meget længe om at komme, så jeg ringer til restauranten, som fortæller mig, at de aldrig har modtaget min bestilling,« siger han og forsætter:
»Kvinden på restauranten kan godt se, at der er flere bud, som venter foran restauranten, men hun har ikke modtaget nogen ordre overhovedet.«
Dog er kvinden i restauranten sød. Hun løber ud på gaden og får fat i det bud, som venter på Lucas' ordre. Hun fikser maden og sender selv buddet afsted mod den rigtige adresse.
»Det kan jo ikke passe, at det er kunderne og restauratørerne, der skal fikse Just Eats problemer!« udbryder Lucas.
»Luk hjemmesiden ned, og få den opdateret igen! Kunne de ikke på forsiden skrive, at de har store problemer? Heller ikke på Facebook skriver de noget, der sletter de bare negative kommentarer,« fortsætter han.
Han har efterfølgende skrevet flere mail til Just Eat, ringet uden held og skrevet i chatten på deres hjemmeside.
»Det er så urimelig dårlig service. Når man endelig får fat i dem i chatten, så får de det til at lyde, som om det er min fejl.«
Og det er ikke kun de mange kunder, der er utilfredse med Just Eats nye opdateringer af hjemmesiden og appen.
På Trustpilot giver flere restauratører udtryk for deres utilfredshed. Blandt andet skriver Danni Rasmussen:
'Jeg skriver som restauratør, og desværre har jeg Just Eat som samarbejdspartner, men efter de er blevet solgt til et hollandsk firma, er hele deres brugervenlighed væk, før i tiden var deres hjemmeside super.'
Men det er den ifølge anmelderen, som lister en række problemer op, ikke mere. Han afslutter:
'Sidst, men ikke mindst, kan man komme i tale med Just Eat kundeservice? NEJ. Der bliver lagt på grundet travlhed, fordi en masse restauranter ligesom mig står i samme situation.'
Derfor vil Danni Rasmussen opsige samarbejdet, hvis problemerne fortsætter ugen ud.
Også Lucas er færdig med Just Eat.
»Det er ikke et kæmpe beløb, kun 500 kroner. Men jeg ønsker bare at få min penge tilbage, så jeg kan slette min konto. Jeg vil ikke støtte det her.«
Just Eat's administrende direktør Carsten Boldt fortæller, at problemerne skyldes, at Just Eat's platform skulle over på Hollandske Takeaway.com’s platform.
»Der har været nogle uhensigtsmæssigheder i integrationen mellem kerneplaformen og vores logistikværktøjer, der har betydet, at ordrer som kunderne har placeret ikke er dukket op på restaurantens orderpad. Det beklager jeg virkelig,« fortæller han.
Just Eat vurderer, at fem procent af ordrene har været ramt. De er nu ved at betale pengene tilbage til kunderne samt kompensation. Derudover påpeger Carsten Boldt, at Just Eat ikke er død, men vil forbedre kundeoplevelsen.