»Lige nu er jeg i Tyskland, hvor man skal bruge mundbind på hver tankstation. Det ville jo være ærgerligt, hvis vi kom dertil i Danmark.«

Udtalelserne kommer fra Klaus Grundahl, der, når han ikke ferierer i Tyskland, bor i Ølstykke.

Han er en af mange, der har henvendt sig til B.T. og påpeget, hvordan håndspritten efterhånden er en mangelvare på de daglige indkøbsture i Danmark. I hvert fald når det gælder de opstillede flasker ved ind- og udgange.

Det har han selv oplevet i den lokale Føtex i Egedal. Igennem den seneste måned har han særlig bemærket, hvordan butikken slækker på håndspritten.

»Enten er dispenserne tomme eller defekte. Jeg har også oplevet, at de er startet fint ud, men i løbet af dagen er der ikke mere. Der mangler en form for opfølgning,« mener Klaus Grundahl.

»Hvis vi alle sammen skal overholde coronareglerne og forsøge at holde smitten nede, så skal butikkerne også leve op til deres. Det ville klæde dem, og det ville jo være trist, hvis smitten stiger igen.«

Andre borgere, som B.T. har talt med, beskriver lignende situationer i både Føtex og Bilka ved Vejle, Slagelse og København. Her påpeges det, at det er særlig problematisk, hvis kunderne efter hinanden rører ved dispenserne – uden at spritklatten kommer ud.

På den måde kan der være en smitterisiko. Den betragtning er Klaus Grundahl enig i.

»Det bør bare være der. Det burde være et minimum.«

»Smittefaren er der jo, hvis man render rundt og rører 10 forskellige varer, før man bestemmer sig for en, uden at have sprittet af. Derfor synes jeg, det er vigtigt. De kunne også stille handsker frem.«

Har du henvendt dig til personalet og gjort dem opmærksom på, at der ikke var mere håndsprit?

»Nej, det har jeg faktisk ikke. Det vil jeg gerne indrømme. Nu har jeg også altid min egen håndsprit med, men det er klart, det hjælper ikke nødvendigvis andre inde i supermarkederne.«

»Men en simpel henvendelse, det kunne man helt sikkert gøre,« indrømmer Klaus Grundahl.

B.T. har rettet henvendelse til koncernen Salling Group, der driver Føtex og Bilka.

I et skriftligt svar oplyser koncernen følgende om kritikken:

'Sikkerheden og den generelle hygiejne i vores butikker har højeste prioritet. Derfor har vi også faste rutiner for opfyldning og udskiftning  af håndspritdispensere, og dem vil vi selvfølgelig have ekstra fokus på de steder, hvor det har manglet.'