Louise Femhøj og Bjanca Nicolle Margitt Hansen kender ikke hinanden.

Én ting har de dog til fælles: De har begge bestilt en afbudsrejse hos rejseselskabet Detur den 31. maj.

Og nu føler de sig snydt. For sommerferierejserne skulle finde sted i juni 2022.

Men sådan bliver det ikke.

»Min mand og jeg kigger på rejsen over et par dage. Mine børn kigger på den. Alt ser fint ud, så jeg bestiller. Men da jeg morgenen efter modtager vores billetter, er der noget galt,« siger Louise Femhøj og fortsætter:

»Jeg opdager, at de ved en fejl har sendt mig billetter til 2023.«

Hun skynder sig derfor at ringe til rejseselskabet. Da hun efter flere forsøg kommer igennem, får hun sig noget af en overraskelse.

»Kvinden jeg får fat i mener simpelthen ikke, at der er sket en fejl. Hun siger, at jeg har bestilt en rejse til 2023. Og vil jeg afbestille eller ændre den, må jeg betale et gebyr.«

Louise Femhøj med sin familie på den seneste rejse.
Louise Femhøj med sin familie på den seneste rejse. Foto: Privatfoto
Vis mere

Louise Femhøj fortæller, at det vil koste hende 6.000 kroner at afbestille den rejse, hun har betalt 9.000 kroner for.

Skal datoerne rykkes til juni 2022, vil det billigste alternativ koste familien 16.000 kroner yderligere.

»Det er helt okay, hvis jeg skulle betale et mindre gebyr. Men at jeg skal betale 1000 kroner per person for en rejse om 13 måneder, som jeg har bestilt mindre end 24 timer forinden, det er for meget,« siger hun.

»Og der er ingen hjælp at hente, så hvad skal jeg så gøre nu? Jeg bliver simpelthen så vred.«

I et skriftligt svar til B.T. skriver Detur, at det koster 1.000 kroner pr person at afbestille. Ændring koster 300 kroner pr dato pr person samt dagsprisen på den nye rejse.

Samme suppedas sidder Bjanca Nicole Margitt Hansen i.

Ligesom Louise Femhøj er hun helt overbevist om, at der stod juni 2022, da hun bestilte familiens sommerferie.

»Vi er tre mennesker, der har dobbelttjekket datoen inden bestilling. Så jeg ved med 100 procents sikkerhed, at der stod 2022 på den rejse vi bestilte. Alligevel modtager jeg billetter til 2023,« fortæller hun.

Detur kan ikke genkende de to kunders udlægning af sagen. I et skriftligt svar til B.T. står de fast på, at begge familier har booket rejser til 2023 på hjemmesiden.

»Vores gæster bliver oplyst vores helt almindelige afbestillingsregler, som de kan læses på vores hjemmeside. Under hele bookingen kan man følge med på hvad man betaler for,« skriver de ydermere.

B.T. har spurgt dem om de mener, at der kan være tale om en fejl. Det mener de ikke.

»Det er kundens ansvar at følge med under hele bookingen før de accepterer. Der ikke andre som har haft samme problem,« skriver de.

Men anerkender I det pudsige i, at to vidt forskellige familier (der ikke har nogen relation til hinanden) begge mener, at have bestilt en rejse til juni 2022 – vel og mærke samme aften 31. maj – og begge modtager billetter til 2023?

»Der har ikke været fejl i vores system, alt kan følges med på under hele rejsen. Ingen af vores gæster har taget kontakt til os dagen de bookede rejsen,« svarer de.

Både Louise Femhøj og Bjanca Nicolle Margitt Hansen bestilte deres rejse sen aften 31. maj.

De fortæller, at de kontaktede Detur morgenen efter deres bestilling. Altså, 1. juni 2022.