»Hvis Mette bliver på statsministerposten, så sker der ingenting.«

Så klar er beskeden fra Sven-Oliver Anders, hvis kone, Beate, for snart to år siden blev kørt ihjel.

Gerningsmanden var en 34-årig udvisningsdømt, kriminel og afghansk flygtning fra udrejsecenteret Kærshovedgård.

Et år efter den tragiske dødsulykke modtog han et privat brev fra statsminister Mette Frederiksen, hvor hun udtrykte sin sympati og lovede handling.

»Hvis det står til mig, skal kriminelle udlændinge sendes hjem så hurtigt som muligt,« lød det blandt andet i brevet, hvor Mette Frederiksen også skrev:

»Jeg ved, at mine ord ikke fjerner den sorg og smerte, du og dine børn er efterladt med. Men du skal vide, at vi vil gøre, hvad vi kan, for at det samme ikke skal ske for andre.«

Et års tid efter brevet fra statsministeren har Sven-Oliver dog mistet troen på, at hun kan levere det, hun lovede ham.

»Hun vil ændre mange ting, men der er ikke sket nogle ting endnu. Forholdene på Kærshovedgård er, som de var … De sidste to år er der næsten ikke sket noget. Det eneste nye er, at de ikke må køre bil,« siger han til B.T.

Er du skuffet over, at der ikke er sket noget, selvom hun sendte et brev til dig om, at hun ville stramme reglerne?

Her ses Sven-Oliver Anders og hans kone, Beate, sammen under en rejse.
Her ses Sven-Oliver Anders og hans kone, Beate, sammen under en rejse. Privatfoto

»Ja, der er ikke sket meget, i hvert fald. Det er jeg skuffet over. Men nu kommer hun med en masse ting. Hun sender en fødevarecheck. Hun siger, at hun vil smide kriminelle udlændinge hurtigere ud af landet, hvis de laver kriminelle ting, der giver mere end et års fængsel. Men jeg tror ikke på det hele. Det er kun valgflæsk.«

Stod det til Sven-Oliver, burde Milad Sadiqi, den afghanske flygtning, der dræbte hans kone, blive udvist for bestandigt. Samtidig burde der sættes lås på Kærshovedgård, mener han.

Når ingen af delene endnu er sket, skyldes det, at SVM-regeringen anført af Mette Frederiksen ikke har ønsket at bryde de internationale konventioner, som Danmark er underlagt. 

Den forklaring giver Sven-Oliver dog ikke meget for.

Her ses det brev, som Mette Frederiksen sendte til Sven-Oliver Anders efter at have talt med ham til et debatmøde arrangeret af TV Midtvest i 2025.
Her ses det brev, som Mette Frederiksen sendte til Sven-Oliver Anders efter at have talt med ham til et debatmøde arrangeret af TV Midtvest i 2025. Privatfoto

»Så synes jeg, at hun skal arbejde med sine politiske kolleger og bryde de her konventioner. Jeg synes, at det danske folk er meget vigtigere end udviste kriminelle,« siger han og fortsætter: 

»Man skal beskytte det danske folk. Det er første prioritet, før der kommer konventioner. Tyskland er også begyndt at udvise kriminelle fra Afghanistan, for eksempel.«

Men Sven-Oliver tror altså ikke på, at en regering anført af Mette Frederiksen og Socialdemokratiet kan sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.

»Hvis der skal ske noget, så skal vi have Dansk Folkeparti eller den blå blok, i hvert fald, til magten. Der sker ingenting, hvis Mette Frederiksen bliver i regering,« siger han.

»Hvis Mette bliver på statsministerposten, så sker der ingenting,« siger Sven-Oliver Anders.
»Hvis Mette bliver på statsministerposten, så sker der ingenting,« siger Sven-Oliver Anders. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du tror ikke på, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er stramme nok på udlændingepolitikken til at de kan gøre noget ved det her?

»Nej, det tror jeg ikke.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen. Det har ikke været muligt.

I stedet har udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtalt sig på sin partileders vegne.

Her ses indgangen til udrejsecenter Kærshovedgård.
Her ses indgangen til udrejsecenter Kærshovedgård. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Jeg forstår bestemt godt Sven-Olivers vrede over det, hans familie er blevet udsat for, og den tragedie, det er, at hans kone er blevet dræbt. Jeg vil også sige, at det så ovenikøbet var en kujon, der stod bag den her forbrydelse, som ikke engang ville tage ansvaret for sine handlinger på sig, gør kun det hele endnu værre,« siger han blandt andet til B.T. og fortsætter:

»Når det gælder Kærshovedgård og spørgsmålet om, hvorvidt der er sket noget, så vil jeg sige to ting: For det første har vi vedtaget en del lovgivning, som trådte i kraft 1. januar. Beboerne har blandt andet fået en daglig meldepligt, og de kommer hurtigere i fængsel, hvis de bryder den. Så har vi sat et arbejde i gang i forbindelse med, at vi præsenterede vores udvisningsreform, som skal skærpe vilkårene yderligere.«

Følg artikelserien om Kærshovedgård og konsekvenserne for udrejsecenterets naboer i den kommende tid på bt.dk.

HAR DU ET TIP?

Så skriv til samfundsredaktør Claes Theilgaard på clth@bt.dk eller ring på 71 11 94 14.