Paradokset er til at få øje på.

Mens Nørrebro nyder international hæder som verdens mest cool kvarter, så har bydelen langt fra samme anseelse i københavnernes øjne.

Kun én bydel er nemlig mindre attraktiv at bo i, hvis man spørger blandt hovedstadens egne indbyggere.

»Der er forskel på at bruge en bydel og så på at bo der,« siger foredragsholder og livsstilsekspert Christian Grau.

Han er ikke overrasket over, at Nørrebro har gjort et sublimt indtryk på rejsemagasinet TimeOut, der står bag kåringen af det gamle arbejderkvarter som verdens nuværende sejeste.

'Denne mangfoldige bydel på den nordlige side af søerne er en skøn blanding af historiske varetegn, ultramoderne arkitektur, og mad- og drikkeoplevelser, som gør denne berømte gourmetby stolt,' skriver rejseguiden.

Christian Grau er dog omvendt heller ikke overrasket over, at københavnerne ikke har Nørrebro som favorit blandt byens kvarterer.

»Der er nogle fantastiske kvarterer på Nørrebro, hvor der er en fantastisk stemning. Jeg tænker, at TimeOut har hængt ud ved Jægersborggade, Stefansgade og Kronborggade. Hvis man hænger ud, hvor byen er åben, så er det en fantastisk bydel.«

Livsstilseksperten og foredragsholderen Christian Grau ville selv vælge at bo på Østerbro, hvis han skulle flytte fra Charlottenlund. Arkivfoto
Livsstilseksperten og foredragsholderen Christian Grau ville selv vælge at bo på Østerbro, hvis han skulle flytte fra Charlottenlund. Arkivfoto Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det pibler frem med byfornyelse,« siger han og fortsætter:

»Men hvis man ikke bruger byen, kender man måske mere Nørrebro som noget, der er forbundet med Loyal to Familia, bandeproblemer og kriminalitet.«

Det er en bydel, der således deler vandene, lyder det.

»Nørrebro er en ung bydel. Der er forældrekøbslejligheder og mange, der bor sammen. Nørrebro har kæmpe fans, men hvis man ikke er der i sit liv, hvor man sover på en madras på gulvet sammen med nogle roommates, så tænker man 'puha, der skal jeg ikke bo.'«

Det er en undersøgelse fra YouGov for B.T. der viser, at Nørrebro er den bydel, som næstflest nødigst vil bo i.

783 repræsentativt udvalgte indbyggere i Storkøbenhavn er blevet spurgt, hvor de helst ikke vil bo i hovedstaden.

26 procent svarer Nørrebro.

Kun Brønshøj-Husum får med 28 procent en værre score.

»Der har været ballade i Tingbjerg (eksempelvis et knivstikkeri 26. september, red.), så der er nogle belastede områder, der ødelægger omdømmet for alt det andet,« siger Christian Grau som forklaring og fortsætter:

»Hvor Nørrebro har mange unge, så er der ikke mange unge, der gider at bo i Brønshøj. Det er for langt væk fra bylivet. Og de ældre, der gerne vil ud af byen, de drømmer om andre områder.«

Således er det så som så med, hvor stærkt Brønshøj-Husum appellerer til københavnerne.

»Ikke desto mindre er jeg sikker på, at om fem til ti år, så er Brønshøj det nye Valby. Valby er blevet dyrt, så det vil sige at dem, der rykker ud af byen for at bo i hus, må kigge på Brønshøj og Husum,« siger livsstilseksperten.

Vi skal foretage en U-vending ved Husum Torv og drage tilbage i retning af Indre By for at finde den mest attraktive bydel at slå sig ned i, ifølge undersøgelsen.

Hvilken bydel i hovedstaden vil du helst bo i, hvis du selv kunne vælge? lød spørgsmålet som 955 storkøbenhavnere har svaret på.

Mere end hver femte – 22 procent – har svaret Frederiksberg til dette.

Udsigt over Hærens Officersskole i Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have i København fra Zoo-tårnet. Arkivfoto
Udsigt over Hærens Officersskole i Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have i København fra Zoo-tårnet. Arkivfoto Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Frederiksberg har en bred appel. Der er både unge, der gerne vil Frederiksberg, fordi det er tæt på København, og så gamle, der slet ikke gider pulsen,« siger Christian Grau og fortsætter:

»TimeOut ville sikkert synes, at der var røvkedeligt på Frederiksberg.«

For Christian Grau understreger undersøgelsen en antagelse, han selv har gjort sig.

»Når det kommer til stykket, vil vi i virkeligheden gerne bo et sted, der er en lille smule kedelig. Det skal være kedeligt, men tæt på noget der er sjovt,« siger han.

Det kender han så udmærket fra sig selv. Han bor i Charlottenlund, men skulle han vælge ny adresse, falder valget på Østerbro.

»Østerbro er strengt taget det kedeligste brokvarter, men det tiltrækker også nogen. Selvom jeg synes, at Østerbro er den kedeligste bydel og at Vesterbro er den sjoveste, så ville jeg hellere bo på Østerbro.«

»Man kan cykle ind til det, der er sjovt, og så cykle hjem og sove, uden at der er 'distortion' i gaden,« siger Christian Grau.