Når en række nordiske forfattere onsdag eftermiddag tropper op på Nordatlantens Brygge for at fejre 100-året for den første nordiske forfatterkongres, skal de lede langt efter kulturminister Mette Bock (LA).

Selvom kulturministeren i første omgang havde sagt ja til at stå for åbningstalen til Dansk Forfatterforenings reception, har hun nemlig valgt at aflyse igen.

Det skyldes, at Mette Bock har prioriteret at være til stede, når buret til de yderst omtalte pandabjørne bliver indviet i Zoologisk Have.

'Desværre er der en ændring i programmet. Kulturminister Mette Bock skulle have holdt åbningstalen ved højtidelighederne omkring 100 års samarbejde om frie stemmer og frie ord på de små nordiske sprog. Hun har dog valgt at tage i Zoologisk Have for at være til stede, når buret til de søde kinesiske pandabjørne skal indvies,' skriver Dansk Forfatterforening på Facebook.

Formanden for Dansk Forfatterforening, Morten Visby, fortæller til B.T., at foreningen inviterede Mette Bock i efteråret, og at de et par måneder senere fik tilsagn om hendes deltagelse. I den forbindelse leverede foreningen arkivmateriale fra Det Kongelige Bibliotek til kulturministerens embedsmænd, der skulle skrive talen.

»Det er blandt andet på den baggrund klart, at det er ekstra provokerende, at hun aflyser med så kort varsel,« lyder det fra formanden.

Ifølge Morten Visby aflyste Mette Boch ved månedsskiftet, men foreningen ventede med at melde det ud til deres medlemmer, da de var bange for, at medlemmerne ville tro, at der var tale om en aprilsnar.

Formanden mener, at ministerens aflysning sætter en tyk streg under hendes prioriteringer.

Kulturminister Mette Bock siger her hej til pandabjørnene, da de ankom til Danmark den 4. april.
Kulturminister Mette Bock siger her hej til pandabjørnene, da de ankom til Danmark den 4. april. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi kan godt forstå, at hun (Mette Bock, red.) har travlt, og at der kan komme noget vigtigere i vejen, men når hun aflyser et arrangement som dette for at se pandaerne, bliver kontrasten meget tydelig, og - i vores øjne - meget sigende for sprogets og litteraturens status hos kulturministeren,« siger han og fortsætter:

»Der er tale om en højtideligholdelse af det nordiske samarbejde om vilkårene for frie stemmer i åbne samfund, og det, skulle man tro, at en dansk kulturminister ville prioritere højere end nogle pandaer.«

Kulturminister Mette Bock er dog bestemt ikke enig i, at hendes aflysning af åbningstalen reflekterer hverken litteraturens status i politik eller hendes prioritering af litteraturen generelt.

»Det, synes jeg, er en meget besynderlig udtalelse. På fredag skal jeg mødes med en masse af landets bibliotekarer, og jeg gør meget for at forstærke læselysten i Danmark, så det har jeg en meget ringe forståelse for.«

Ifølge Mette Bock får hun flere hundrede invitationer til forskellige arrangementer om året, og hun bliver derfor nødt til at prioritere fra gang til gang.

»Jeg repræsenterer regeringen, og panda-indvielsen er et regeringsforetagende, så det bliver jeg nødt til at prioritere højest, men det betyder ikke, at jeg synes, at Forfatterforeningens arrangement ikke er væsentligt. Jeg bliver bare nødt til at prioritere.«

Men er det ikke god stil at komme til det arrangement, man har sagt ja til først?

»Jo, det er det bestemt, men aflysninger kan simpelthen ikke altid undgås. Jeg gør mig umage for ikke at aflyse, men det her (pandaerne, red.) har altså bare en betydning, der gør, at jeg bliver nødt til at være der,« siger kulturministeren og fortsætter:

»Og jeg har jo ikke selv haft indflydelse på datoen, men jeg kommer gerne til et hvilket som helst andet arrangement hos Dansk Forfatterforening en anden gang.«

Forfatterforeningens formand, Morten Visby, fortæller, at der på grund af kulturministerens aflysning ikke vil være nogen åbningstale ved receptionen onsdag, men han understreger, at de har en masse andre spændende ting på programmet. Arrangementet finder sted på Nordatlantens Brygge i København klokken 17-19 og er åbent for alle medlemmer af Dansk Forfatterforening.