Det var med løftede øjenbryn, at Rikke Heimark ankom til Københavns Lufthavn.

For efter en ferie med familien til Albanien blev de mødt af en bagageleveringshal, der var fyldt med kufferter, der flød på nærmest alle andre steder end på bagagebåndet.

»Jeg tænkte, der ikke var styr på noget som helst. Der stod en masse mennesker ved bagagebåndet. Folk gik og grinede, fordi der fra højttaleren gentagne gange lød: 'Du må ikke efterlade din bagage uden opsyn'. Der var ikke andet end bagage uden opsyn i hele hallen,« siger Rikke Heimark.

Rikke Heimark og familien gik til deres bagagebånd, men der manglede en enkelt kuffert ud af fire.

Sådan ser lufthavnens bagagelevering ud torsdag formiddag. Foto: presse-fotos.dk
Sådan ser lufthavnens bagagelevering ud torsdag formiddag. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Efter 45 minutters venten måtte familien give op, da der begyndte at komme kufferter ind fra andre destinationer end deres egen.

Hvis de troede, at ventetiden ved bagageleveringen var lang, så var mareridtet kun lige begyndt. For ved informationsskranken var køen, ifølge Rikke Heimark, flere timer lang.

De opgav, fordi klokken var ved at være langt ud på aftenen. De regnede med, at de kunne få det meldt hjemmefra. Men sådan gik det ikke.

»Vi kan ikke komme i kontakt med andre end Københavns Lufthavn, der henviser til flyselskabet og handlingsselskabet. Dem hører vi intet fra,« siger Rikke Heimark og tilføjer.

»Det er dybt frustrerende, og det virker uprofessionelt. Jeg kan godt forstå, at en kuffert kan blive væk, men jeg kan ikke forstå, at den ikke dukker op, og jeg forstår heller ikke, at man på otte dage ikke kan komme i kontakt med et eneste menneske, der kan hjælpe en,« siger Rikke Heimark.

Københavns Lufthavn erkender da også, at synet i bagageleveringen ikke er lige kønt for tiden.

Seniorpresserådgiver i Københavns Lufthavn Lars Lemche forklarer, at problemet er efterdønninger fra coronapandemien, hvor mange lufthavnsansatte over hele Europa blev opsagt.

»I perioder i løbet af døgnet står der rigtig mange kufferter, og i andre perioder gør der ikke. Det handler om, at der er tryk på i mange lufthavne for tiden. Derfor er der en del danskere, som flyver hjem og ikke får deres kuffert med hjem fra deres ferie,« siger Lars Lemche og tilføjer.

»Kufferterne bliver eftersendt. Vi får cirka 500 kufferter, som kommer i klumper i løbet af dagen. De firmaer, der håndterer bagagen for flyselskaberne, skal registrere og sortere det hele, så passagererne kan få deres bagage igen. I perioder står der rigtig mange kufferter. Lige for tiden står der for mange, men alle knokler,« siger han.

Torsdag formiddag i bagageleveringen i Københavns Lufthanvn. Foto: presse-fotos.dk
Torsdag formiddag i bagageleveringen i Københavns Lufthanvn. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Lars Lemche fortæller, at man som rejsende skal være forberedt på lidt længere ventetid i mange af de processer, man som rejsende skal igennem i en lufthavn.

»Man skal lige trække vejret, når man kommer i bagagehallen, hvor der kan stå mange eftersendte kufferter på gulvet og på bagagevogne. Gå hen til det bånd, der vises på skærmene, og så kommer ens kuffert i langt, langt de fleste tilfælde,« siger han og fortsætter.

»I perioder kan det tage længere tid, end det plejer, fordi der er så travlt. Her i sommer tager det i gennemsnit knap 30 minutter, fra flyene fra de europæiske destinationer holder stille ved gaten, til første kuffert ruller op – det er lidt længere tid, end det plejer,« forklarer han.

Bagage opfattes som forsvundet efter 21 dage, eller hvis flyselskabet selv melder, at bagagen er forsvundet. Hvis bagagen dukker op efter 21 dage, så er det flyselskabet, der skal sørge for, at bagagen bliver leveret, uden at den rejsende skal betale for det.

I det tilfælde er det flyselskabet, der skal dække den rejsendes udgifter til erstatning. Det samme gælder, hvis bagagen er gået i stykker, mens flyselskabet har den rejsendes bagage.