Kronprinsparrets børn skal i begyndelsen af 2020 på et kortere skoleophold i Schweiz, bekræfter kongehuset.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, skal næste år på et skoleophold i Schweiz.

Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for avisen.dk.

Hun fortæller ifølge avisen.dk, at det er planen, at kronprinsparrets fire børn i begyndelsen af det nye år skal deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz.

Lene Balleby ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Det gælder blandt andet, hvor i Schweiz skoleopholdet skal foregå, skriver avisen.dk.

Overfor TV2 bekræfter kronprinsesse Mary, at et skoleophold er "under planlægning".

- Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det. En gave, som de har med sig resten af livet, siger kronprinsessen til TV2.

Prins Christian er 13 år, mens prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år.

51-årige kronprins Frederik har selv gået på en skole i udlandet som barn.

Fra 1982-1983 var han kostskoleelev på École des Roches i Frankrig. Her havde han selskab af sin lillebror, prins Joachim.

Kronprins Frederik oplevede til tider en hård tid på skolen i Frankrig. Blandt andet fordi han blev sat i en klasse med meget dygtige elever, og hvor undervisningen var tilrettelagt på deres præmisser.

- Nogle af fagene var ikke så nemme for mig. Latin, for eksempel.

- Det havde vi aldrig før haft, og det kørte på et helt andet højt niveau end det, der svarede til den danske niende klasse dengang, siger kronprins Frederik i portrætbogen "Under bjælken" fra 2017.

- Oplevelsen med kostskolen i Frankrig var ikke dårlig, men det var barskt, fordi du var solo, siger kronprinsen i bogen.

Kronprinsen fortæller i bogen, at han under opholdet i Frankrig havde stor støtte af prins Joachim.

/ritzau/