Intet er aflyst. Bare anderledes. Således spreder regnbuen sig som vanligt over København, når Copenhagen Pride Week i næste uge løber af stablen.

Efter et utal af arrangementer sluttes det hele af med et stort show lørdag. Her vil kronprinsessen være at finde blandt de deltagende.

Hun har nemlig takket ja til at være blandt Copenhagen Pride Weeks hovedtalere.

'Kronprinsessen har ved flere lejligheder vist sin opbakning til LGBT+ miljøet og talt for lige rettigheder for alle,' siger forperson for Copenhagen Pride Lars Henriksen i en pressemeddelelse.

'Det er et stærkt signal, som viser, at i Danmark er vi forenede – fra høj til lav i vores samfund – i bestræbelsen på, at alle skal være trygge og vide, at de er skattede medlemmer af vores samfund.«

LGBT+-rettigheder er da også noget, der står Kronprinsessens hjerte nært.

Som den første kongelige i verden har hun nemlig sagt ja til at stå i spidsen for et stort internationalt LGBT+-arrangement. Næste år er hun således projektor, når Copenhagen 2021 finder sted.

Regnbuearrangementet dækker blandt andet over WorldPride og sportskonkurrencen Eurogames.

Netop hendes rolle næste år er ifølge Copenhagen Pride meget sigende for Kronprinsessens engagement.

»Kronprinsessen tager en aktiv interesse i vores arbejde med eventet, og vi er meget glade for hendes støtte,« lyder det fra Lars Henriksen.

Pride-ugen finder sted fra 17. til 23. august. Fire telte på Rådhuspladsen i København vil danne rammerne for 100 arrangementer.

Hvor mange deltagere, der får lov til at opleve dem i teltene, afhænger af myndighedernes restriktioner, men hele molevitten kan streames live.

B.T. er naturligvis med, og mandag udkommer B.T.s særlige Pride-tillæg således med temaet: Hvor langt er vi? Og hvor langt har vi igen?

I løbet af ugen vil du på bt.dk kunne finde en lang række artikler, der skal sætte fokus på LGBT+-personer, deres problematikker og ønsker til fremtiden samt meget andet.