Kroejer Karen Marie har en trist julehilsen til Tylstrup Kros gæster.

'Det er med stor sorg og skam, at jeg må fortælle, at Tylstrup Kro på mine hænder lukker per dags dato,' skriver hun i et Facebook-opslag.

Hun beklager dybt at måtte dreje nøglen om.

'Selvom jeg syntes, jeg gjorde det bedste, jeg kunne, med de odds jeg havde, så var det ikke godt nok. Jeg beklager af hele mit knuste hjerte.'

Undskyldningen lyder ikke mindst til de medarbejdere, der nu mister deres job.

'Vi er nogle stykker, hvor Kroen har været en stor del af vores liv og gøren i 20 år,' skriver hun.

Karen Marie undskylder også over for alle kroens gæster, der har vist kroen 'opbakning, opmuntring, tillid og set frem til at afholde fester på Tylstrup Kro.'

Hun understreger, at ingen gæster har tabt penge:

'Jeg håber, I finder et andet sted, der kan huse jeres fest ellers brug pengene på at tage hinanden under armen og se smukke Danmark eller den store vide verden i stedet for.'

Hun håber dog, at den hvide kro i Nordjylland får lov at leve videre i andres hænder.

'Det er mig et brændende ønske, at der sidder en herude på den anden side af skærmen, der har råd, tid, lyst og overskud til at købe Danmarks dejligste og hyggeligste kro, for så er det NU,' skriver Karen Marie.

Lige nu er der nemlig endnu fuld ordrebog og yderst kompetent personale, lover hun.