Mortensaften skulle have været en af årets travleste aftener for Nybro Kro i Kongens Lyngby. 

Men sådan endte det ikke, bekræfter kroen over for B.T. 

Et stort sikkerhedsopbud i forbindelse med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg på Marienborg satte tirsdag aften en stopper for, at kroens gæster kunne nå frem. 

Det skriver lokalavisen Lyngby-Taarbæk Avis, som har talt med kroens medejer Henrik Lotze.

På Nybro Kro var der ellers dækket op til fuldt hus og købt stort ind til mortensand.

»Vi havde dækket op til en fuld kro, men endte med at have syv-otte borde stående tomme,« siger kroens medejer Henrik Lotze til avisen. 

Politiet forsøgte at hjælpe ved at lade krogæster få adgang til fods, da store betonklodser begrænsede adgangen til kroen i bil, men for de fleste var besværet alligevel for stort.

Det har nu fået kroens medejer til at søge erstatning for det økonomiske tab, kroen led tirsdag aften, lyder det.

For Henrik Lotze mener ikke, at det er rimeligt, at kroen selv skal betale prisen for, at Marienborg benyttes til internationale statsbesøg – selvom han anerkender nødvendigheden i at beskytte Zelenskyj.