Enhedslistens overborgmesterkandidat i København, Line Barfod, står ifølge meningsmålingerne til at få et kanonvalg den 18. november.
Nu bliver hun ramt af hård kritik i kølvandet på, at B.T. har beskrevet hendes deltagelse i en stor pro-sovjetisk festival i Moskva, hvor der blev indsamlet og overdraget penge til en socialistisk guerillagruppe.
»Det var stort,« lød det fra Line Barfod, da hun i 2020 i en venstreorienteret podcast mindedes, hvordan hun som ung kommunist i 1985 deltog i den 12. udgave af Verdensfestivalen for Unge og Studerende i Moskva.
Men selvom B.T. siden begyndelsen af september har forsøgt at få Enhedslisten-politikeren til at svare på spørgsmål om sin deltagelse i festivalen, nægter hun at udtale sig.
Det får Socialdemokratiets politiske ordfører i København, Mette Reissmann, til at opfordre Line Barfod til at »stå ved sin fortid«.
Det er mange år siden, så hvorfor bør hun egentlig det?

»Det er jo ikke mange år siden, at hun positivt omtalte sin egen deltagelse i denne her festival. Hvis hun ikke siger noget andet nu, må man jo gå ud fra, at hun stadig mener, at det er legitimt at støtte Sovjet på trods af, hvor undertrykkende og depraveret et regime, det var,« lyder svaret fra Mette Reissmann, der fortsætter:
»Er vi der, hvor Enhedslisten har sat en person i spidsen for deres parti i København, som i den grad stadigvæk støtter og forherliger Sovjet, eller hvad? Det bør hun som det mindste gå ud og undsige.«
»Medmindre hun går ud og siger, at hun ikke længere er kommunist, så frygter jeg, at hun stadig er det. Men vi ved det ikke,« tilføjer socialdemokraten.
Jakob Næsager, der er spidskandidat for De Konservative til kommunalvalget og børne- og ungdomsborgmester i København, mener, at københavnerne må tage stilling til Line Barfods kommunistiske fortid, når de går til valg den 18. november.

»Når hun ikke selv vil tage stilling, må det være op til københavnerne at gøre det i stemmeboksen. Jeg er helt tryg ved, at de vil gøre det på et oplyst grundlag, når de ved, hvad det er for nogle rejser og inspirationsture, hun har været på,« siger han.
Samtidig mener Jakob Næsager, at Line Barfods politik også den dag i dag er »kommunistisk inspireret«.
»Hele tankegodset, som man kunne finde på sådan en konference i Moskva i 1985, det kan vi stadigvæk finde i Enhedslistens partiprogram i 2025,« siger han med henvisning til Enhedslistens ambitioner om massive begrænsninger i den private bilisme og markant flere almene boliger.
Der er nok nogen, der vil synes, at det er en voldsom anklage, at Line Barfods politisk stadig er kommunistisk den dag i dag. Det er vel trods alt ikke kommunisme, det, som hun vil have gennemført?

»Vi har en grundlovssikret privat ejendomsret. Når man siger, at halvdelen eller mere af boligerne skal være fælleseje, så synes jeg, at man går meget langt væk fra grundlovens pointer om privat ejendomsret.«
B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Line Barfod til denne artikel.
Da hun deltog i Verdensfestivalen for Unge og Studerende i Moskva i 1985 var det ifølge koldkrigshistoriker og museumsleder på Langelands Museum, Peer Henrik Hansen, gået op for den brede offentlighed, hvor undertrykkende de kommunistiske regimer reelt var.
Af gamle udgaver af den nu lukkede kommunistiske avis Land & Folk fremgår det, at festivalen i 1985 blev åbnet med en stort opsat to timer lang parade på Lenin Stadion i Moskva med deltagelse af 50 danskere, og at den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov holdt tale.

Det fremgår også, at den danske delegation havde indsamlet 150.000 kroner i datidens valuta, som de på festivalen overdrog til guerillaer fra Nicaragua, der dengang lå i kamp mod USA.
De nicaraguanske guerillaer kaldes også for sandinister og blev ledet af Daniel Ortega, der den dag i dag regerer over Nicaragua som en diktator.
Sandinisterne har gennem årene gjort sig skyldige i en lang række forbrydelser, herunder drab og kidnapninger samt massehenrettelser af indfødte.
Alligevel var det i tiden omkring 1985 ifølge Peer Henrik Hansen »meget almindeligt«, at vestlige kommunister støttede dem.
»Der var mange, der så dem som et lys, fordi de kæmpede bøndernes sag og ville skabe et socialistisk samfund i Nicaragua,« siger han.
I boksen herunder kan du se alle de spørgsmål, som B.T. forgæves har forsøgt at få Line Barfod til at svare på.

