Forleden dag sendte 24-årige Maria en video til sin mor fra sit coronaisolations-værelse på Cabinn-hotellet i København.

»Hvad er det her?,« lød spørgsmålet fra datter til mor på videoen, hvor hun filmede den frokostret, der netop var blevet stillet foran døren.

Men efter at have studeret videoen nøje, måtte moren melde tilbage med nedslående nyt.

»Ingen af os kunne definere det. Det så meget mærkeligt ud, og jeg kunne ikke rigtig dufte, hvad der var. Jeg ville dog ikke engang servere det for min hund – det så decideret uspiseligt ud,« fortæller 24-årige Maria, der ikke ønsker at have sit efternavn frem, fordi hun stadig overnatter på hotellet.

Hun har kontaktet B.T., efter mandagens historie, hvor en række gæster beskrev Cabinns mad til de coronaisolerede som »uspiselig« og »umenneskelig«.

Sådan ser en af de retter ud, der er beskrevet som uspiselige. Det er ikke den ret, som Maria beskriver.
Sådan ser en af de retter ud, der er beskrevet som uspiselige. Det er ikke den ret, som Maria beskriver.
Vis mere

Foruden Maria har en lang række andre læsere også kontaktet B.T. som reaktion på historien, og på cateringfirmaet Boncats Trustpilot-side har flere også benyttet sig af muligheden for at aflevere en en-stjernes-anmeldelse.

Fælles for dem alle er, at de beskriver maden med ord, man ellers normalt ikke ønsker at skulle bruge om ens måltider.

Uspiselig, umenneskelig, ulækkert, uappetitlig er blot nogle af dem.

Maria forklarer, at morgenmaden – bestående af et par boller og lidt tilbehør – som udgangspunkt er spiselig, men at det for alvor går ned ad bakke, når frokostretten og aftensmaden bliver sat foran hotelværelserne.

»Jeg smider stort set frokosten ud hver dag. Det smager enten ikke af noget eller er undertilberedt. Forleden var der kyllingespyd, som var rå indeni, og de lå ovenpå sådan en bønneblanding, der var helt snasket ind i bunden, som om det var tøet op,« fortæller Maria.

En række andre læsere har beskrevet at have modtaget halvfrosne kødboller eller vandede grøntsager, der indikerer, at maden ikke er blevet varmet nok op.

Boller i karry med kødboller, der ifølge en gæst ikke var helt optøede
Boller i karry med kødboller, der ifølge en gæst ikke var helt optøede Foto: Privatfoto
Vis mere

»Gratis mad burde være tiltalende for mig som studerende, men jeg har været nødt til at bestille mad eller få dagligvarer leveret. Det er bedre end det her mad. Desværre,« siger Maria.

B.T. har efter de mange henvendelser taget kontakt til Cabinn Hotels for at høre, om man har tænkt sig at forbedre madsituationen for de coronaisolerede på de to hoteller.

»Jeg har undersøgt sagen, og hvad der er op og ned, og vi kan altså ikke genkende det her billede,« lyder det fra vicedirektøren i Cabinn Hotels, Jesper Sander.

Men vi har modtaget en lang række yderligere henvendelser, der alle beskriver maden som uspiselig, og på Trustpilot er der også kommet flere til. Det betyder ikke noget?

»Når vi har fået så mange tusinde menuer leveret, så kan der godt være en svipser her og der. Jeg har talt med Boncat, og de indrømmer, at den nævnte moussaka havde nogle problemer, og derfor lader vi den udgå.«

Billedet er taget lidt over midnat, hvor aftensmaden har stået foran dørene i mange timer.
Billedet er taget lidt over midnat, hvor aftensmaden har stået foran dørene i mange timer. Foto: p
Vis mere

Men det er jo ikke bare moussaken? Mange nævner eksempelvis halvfrosne kødboller og beskriver maden som uspiselig helt generelt?

»Jamen, det er simpelthen ikke korrekt. Det er jo folk, der har corona, og det har da heller ikke forbigået min opmærksom, at folk får ændret deres smagsløg under corona. Det kan også være en konsekvens, at folk ikke har samme appetit, når de er syge. Der er også mange, der synes maden er rigtig god og beder om flere portioner«

Er du en af de hotelgæster, der har bedt receptionen om at få mere mad, fordi den smagte dejligt? Så vil B.T gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Jonas Bing fra Boncat sagde selv i går, at 'det er en stor opgave, og de er et lille cateringfirma'. Alt peger da på, at man kan fordele opgaven ud på flere cateringfirmaer, eller hvad?

»Jeg har talt med ham, og jeg har ingen grund til at tro, at de ikke fortsat kan løfte opgaven. Det har jeg spurgt ham om.«

Er det ikke dig, der skal beslutte det? Det er vel logisk, at Boncat ikke bare vil afgive dele af deres aftale og dermed penge?

»Jeg er gammel nok i den her skole til at høre, når noget lyder utroværdigt, så det skal du ikke være bange for. Vi har også haft et godt samarbejde hele vejen.«

Okay. Det er noteret. Tak for snakken – jeg skriver en historie, som udkommer senere i dag.

»Så håber jeg, at du kan få med, at jeg bestemt ikke er enig, og vi bestemt ikke kan genkende det her indtryk,« slutter Jesper Sander.