På en industrivej mellem Hasseris og Aalborg SV åbner Kristoffer Glerup for sit kontorlandskab.

Der bliver snakket i telefon med forretningsforbindelser i hvert et hjørne af det højloftede arbejdsrum.

På endevæggen hænger en stor fladskærm med ene grønne tal, der fortæller, hvor mange der kigger forbi hjemmesiden, og måske endda gør sig et køb eller to på vejen ud.

Det er disse omgivelser, der danner rammerne om SACKit, et interiørfirma, der i dag sælger både sækkestole, borde, hængekøjer, højttalere, høretelefoner og meget mere.

Men det i dag omfangsrige firma havde sin spæde start i en kold lagerhal i Aalborg.

»Jeg var medejer af et firma, der solgte sækkestole. Jeg tænkte, at det var et produkt, der var nemt at gøre mere lækkert, fordi sækkestole mistede form, tabte farve i solen og føltes ubehagelige mod huden, fordi stoffet nemt blev elektrisk,« fortæller stifter Kristoffer Glerup om, hvordan ideen til virksomheden opstod.

»Så gik jeg ud af det firma og stiftede SACKit i 2012.«

Her fik entreprenøren en lastbil til at køre læssevis af små kugler sækkestolsfyld ind i såkaldte bigbags. Tyve kæmpe sække, der hver kunne rumme 2.200 liter, som han havde købt af en bondemand.

»Så hev jeg en bigbag op i loftet med et reb, tømte den ud i sækkestolene, blæste stolene rene til sidst og puttede dem i papkasser. Produktet blev lækkert, men det var ikke så lækkert, hvordan de blev til,« griner han.

Sækkestolen startede hele SACKit-firmaets vækst. Siden er den dog undergået nogle forbedrende ændringer. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Sækkestolen startede hele SACKit-firmaets vækst. Siden er den dog undergået nogle forbedrende ændringer. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

»Jeg havde de der små kugler over alt på mit tøj og i mit hår, når jeg kom hjem.«

Så tog han nogle stykker i sin bil og kørte landet rundt for at sælge dem til møbelhuse.

»Og jeg skulle hilse at sige, at det var op ad bakke, når man kommer der som ung mand med en sækkestol af et mærke, ingen har hørt om endnu. Det var der altså ingen, der var interesseret i,« siger han og mindes:

»Jeg kan huske, at der tit ikke var så mange ansatte i butikkerne, og kunderne var jo førsteprioritet for dem, så jeg kunne jo sagtens sidde og vente halvanden time for så at få at vide, at det blev altså ikke i dag alligevel. Og så sad man der og havde kørt helt til Sjælland for det. Nogle dage var knap så sjove som andre.«

Men køberne begyndte så småt at bide på, og da Coolshop senere i 2012 kom ind i billedet som en af SACKits første købere, tog det fart.

»Da alle begyndte at gå rundt med smartphones og spille musik på dem, lavede vi en højttaler, man kunne putte i telefonen. Den spillede virkelig lækkert, og vi havde lavet den sådan, at man kunne se membranen i højttaleren bevæge sig rundt til musikken inde i den.«

»En dag havde M!-bladet så lavet en test med syv højttalere, hvor SACKits højttaler lå i toppen. 'Danish dynamite slår de andre med længder' stod der,« griner han.

Ud over møbler har de også udviklet elektroniske varer såsom høretelefoner og opladere. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Ud over møbler har de også udviklet elektroniske varer såsom høretelefoner og opladere. Foto: Rebecca Haugaard Christensen
Vis mere

»Den dag solgte vi 1.000 af de højttalere, og det spredte sig bare som ringe i vandet. Siden har vi tjent penge alle år undtagen ét. Vi har været heldige.«

SACKit har nu godt 20 medarbejdere og er netop ved at vokse ud af sine lokaler. De ansætter fortsat flere.

I år slog de deres egen rekord ved at have nået deres 2020-omsætning allerede i april i år.

De sælger i dag deres produkter til Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Finland, Spanien, Chile og Uruguay.

At skabe, sælge og spotte mulighederne er ikke en nyligt opstået interesse for Kristoffer Glerup.

Det startede allerede, da han var ung.

»Tilbage i skolen fandt jeg ud af at købe andres LEGO, når de ikke gad lege med det mere og begyndte at interessere sig for knallerter i stedet. Og så solgte jeg det for profit på Den Blå Avis. Og når der var markedsdage i ungdomsklubben, ryddede jeg hele markedet for LEGO og solgte det videre.«

»Da jeg så kom på handelsskole, var knallerterne ikke længere smarte, og så købte jeg mine kammeraters knallerter og solgte videre.«

Og sådan fortsatte det.

Da Kristoffer Glerup var blot 17 år, skrev hans mor under på hans første firma.

Det var solcentre, som han faktisk endte med at nå at sælge ikke både herhjemme, men også i Tyskland.

Har du altid haft stor selvtillid i dine produkter?

»Ja. Jeg ved, hvordan jeg vil have det, og hvordan tingene kan sælges. Hvis vi i SACKit selv synes, noget er virkelig lækkert, ved vi, at det kan sælges.«

»Næste år lancerer vi for eksempel spiseborde- og stole. Vi brugte fire år på at lave stolene, fordi vi bare ikke har været 100 procent tilfredse. Vi har været gode til at 'kill our darlings' og lade være at sætte ting i produktion, selvom det er blevet ret fedt, og der er brugt mange timer og penge på at udvikle det.«

Sækkestolen og dens afarter, der er blevet modereret lidt med tiden, er stadig bestselleren.

Kristoffer Glerup regner med, at SACKit næste år sælger mellem 60.000 og 70.000 af dem.

Derudover regner han med, at SACKit når at omsætte for 100 millioner kroner, inden 2021 er omme.