Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

»Jeg skylder ikke nogen forklaring, og det har jeg faktisk heller ikke lyst til at give, hver gang jeg skal bruge toilettet.«

Kristina Machon Balle lider af painful bladder syndrome. Et handicap, man ikke kan se, og et handicap, der betyder, at hun tit er nødt til at bruge handicaptoilettet.

Problemet er bare, at hun ofte bliver mødt af folk, der ikke mener, at hun har ret til at bruge et toilet, der er tiltænkt handicappede.

»De kigger op og ned ad mig. Giver mig elevatorblikket, kan man kalde det. Og så spørger de, om jeg godt ved, at det er et handicaptoilet,« siger Kristina Machon Balle, der bor i Kolding med sin mand og børn.

»Når jeg i perioder har det meget slemt, så har jeg så store smerter, at jeg slet ikke gider stå og skulle forklare noget som helst. Det er meget ubehageligt,« fortsætter hun og forklarer, at hun ville ønske, folk bare passede sig selv og ikke forholdt sig til, om hun var handicappet nok til at bruge et handicaptoilet.

Painful bladder syndrome – eller smertefuldt blæresyndrom, som det kan oversættes til – dækker over en lidelse, hvor man har kroniske smerter i blæreregionen forbundet med hyppig vandladning, da man ofte ikke kan holde sig særlig længe. Derfor er det nødvendigt for Kristina Machon Balle at bruge handicaptoilettet, så hun kan undgå kø og har god plads og tid til at få tisset.

Hun forklarer, at hendes lidelse føles lidt som at have et konstant tilfælde af slem blærebetændelse.

»Det brænder og kramper,« forklarer hun.

Hver dag tager hun de stærke smertestillende piller Ketogan for at holde smerterne ud. Man kan i nogle tilfælde få fjernet sin blære, men Kristina Machon Balle er kun 32 år, og det er for tidligt at foretage sådan et indgreb, har lægerne fortalt.

»Det er et vilkår for mig at have det sådan her. Men det betyder også, at jeg er mere end berettiget til at bruge et handicaptoilet,« siger hun.

Kristina Machon Balle står bestemt ikke alene.

B.T. har tidligere skrevet om 46-årige Mette Gjørtler-Tabor, der bliver overfuset, når hun parkerer. Hun har været igennem to operationer i lænden og fået genopbygget knoglerne i nakken. Det betyder, at hun har store smerter og derfor helst skal parkere tæt på indkøbscentre, supermarkeder, lægen og den slags.

Før Mette Gjørtler-Tabor talte vi med skleroseramte Susan Noyè Jung, som også flere gange har oplevet at blive overfuset, når hun parkerer på en handicapparkeringsplads. Begge historier har affødt et stort antal henvendelser til B.T. med lignende oplevelser.

»Det er utilstedeligt og diskriminerende, at mennesker med handicap skal udsættes for sådan en behandling,« sagde Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, da han blandt andet hørte om de mange historier fra folk med et usynligt handicap, der har haft sammenlignelige oplevelser, når de skulle benytte offentlige hjælpemidler som parkeringspladser og toiletter.

Han forklarer, at hjælpemiddlerne gør det lettere for handicappede at få en mere normal hverdag. De er meget vigtige for den befolkningsgruppe, forklarer han.

Kristina Machon Balle kan heller ikke forstå, at andre mennesker har et behov for at forholde sig til, om hun må bruge handicaptoilettet eller ej – eller om Mette og Susan må bruge handicapparkeringen for den sags skyld.

»Der er mange handicap, man ikke kan se. Efter 20 år med det her handicap er jeg også blevet god til at skjule det, når jeg har stærke smerter. Folk skal ikke blande sig på den måde, synes jeg.«

Som følger af sin lidelse kan Kristina Machon Balle ikke passe et fuldtidsarbejde. Derfor har hun et halvt års tid haft et fleksjob. Om lidt starter hun i nyt job, hvor hun skal rådgive og hjælpe andre, der har brug for hjælp til at finde et fleksjob -arbejdstiden udgør samme antal timer som et flexjob.

Andre læser også