Cirka 150 dage tog det Kristian Dam Pedersen at gennemføre en fuld HF.

Han er en af få højtbegavede unge i Danmark, der har fået muligheden, men måske kan det snart blive ændret.

»Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg var endt, hvis jeg ikke tog en turbo-HF,« siger Kristian Dam Pedersen.

Mange højtbegavede unge bliver aldrig færdige med deres gymnasiale uddannelse, fordi de mister fokus eller ikke trives i en almindelig klasse.

Kristian Dam Pedersen gennemførte en 'Turbo-HF' på VUC Klar i Slagelse i 2020. Han havde, hvad der svarede til 180 elevtimer om ugen.

Elevtimer er det vejledende antal timer, elever har til eksempelvis opgaver og undervisning.

Han måtte derfor også sige farvel til andre ting.

»Jeg sagde på gensyn til mine venner nytårsaften og så dem først igen til sommer,«

»Man skal virkelig ville det. Ellers er der lang vej igen,« fortæller han.

For Kristian Dam Pedersen var den hurtige HF dog den sidste mulighed for at gennemføre en gymnasial uddannelse.

Han var nemlig droppet ud af det almene gymnasium hele tre gange.

»Jeg var understimuleret, så det bragede. Samtidig kæmpede jeg med psykiske udfordringer.«

Og han er langtfra den eneste.

»Vi oplever rigtig mange, der bliver så nedtrykte til sidst, at de dropper ud. Og så bliver de ikke til noget,«

»Eller også kommer de ind og vender en tur forbi psykiatrien.«

Det fortæller Grith Tschorn, medstifter af 'Gifted Institute', om de mange højtbegavede unge, der har haft det svært ved at gå på en almindelig gymnasial uddannelse.

»Når undervisningen trækkes i langdrag ved, at flere elever stiller uddybende spørgsmål, som er åbenlyse for den højtbegavede, eller de møder ind for sent og dermed forstyrrer undervisningen, så har den højtbegavede svært ved at bevare fokus.«

Grith Tschorn mener, at jo mere disse børn bliver mødt i deres begavelse, jo bedre klarer de sig socialt – og også fagligt.

Ifølge hende er der et højt antal af højtbegavede elever, der aldrig bliver til noget, fordi de ikke passer ind i det almene gymnasium.

Men det vil hun nu forsøge at ændre på.

»Jeg har et ønske om at samle højtbegavede børn i en specialklasse, hvor de både kan spejle sig i hinanden, men også have lysten til at færdiggøre deres uddannelse,« siger hun.

Den nye form for klasse skal skabes ud fra et skræddersyet skoleforløb, der passer til højtbegavede unge.

Indtil videre har det kun været muligt at gennemføre en hurtig HF i et individuelt forløb.

Ligesom Kristian Dam Pedersen, der gennemførte sin HF på fem måneder, skal specialklassen gennemføre et hurtigere HF-forløb.

Samtidig får de muligheden for at få noget socialt gennem andre, der har samme udfordringer.

En mulighed, Kristian Dam Pedersen ikke havde.

»Jeg har en naturlig skepsis, fordi jeg ikke har haft gode klasseoplevelser, men jeg tror, at det sociale, man kan få ud af det, er det hele værd.«

Grith Tschorn håber, at den nye klasse bliver godkendt af Undervisningsministeriet inden skolestart i september.

I Danmark har cirka ti gennemført en turbo-HF. Den hurtigste gennemførte sin HF på blot to måneder.