»Katastrofalt«, »jævnt træls« og »en klar forringelse«.

To nordvestjyske lokalpolitikere fra Dansk Folkeparti talte ikke med uld i mund over for B.T. torsdag, da de satte ord på Billundbanens mulige konsekvens, der altså potentielt betyder, at der ikke længere vil afgå direkte togafgange fra Nordvestjylland mod Fyn og Sjælland.

Men Kristian Thulesen Dahl, der flere gange er blevet beskyldt for at have personlige aktier i Billundbanen, understreger, at han selv vil blive personligt ramt af den eksakt samme konsekvens.

»Jeg bor selv på den banestrækning, og når jeg sætter mig ind i toget på Thyregod Station, vil jeg selv skulle stoppe på Vejle Station. Så hvis de får de gener, så vil jeg også få dem,« siger DF-formanden.

Når det så er sagt, så tror Kristian Thulesen Dahl ikke, at generne rent faktisk vil blive til virkelighed.

»Vi vil forsøge at sikre, at der kommer en ordentlig og direkte forbindelse fra Nordvestjylland til Østdanmark, og det mener vi også, at vi kan sikre, selvom der kommer en Billundbane. Man kan og skal planlægge sig ud af det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Det var Transportministeriet, der tidligere i marts offentliggjorde en rapport om Billundbanen, hvori det fremgår, at man 'sandsynligvis' ikke længere kan have direkte afgange fra det nordvestlige Jylland mod hovedstaden.

I stedet vil konsekvensen være, at man skal skifte tog på Vejle Station.

Og det fik altså torsdag flere lokalpolitikere op af stolen.

Vel og mærke politikere fra Dansk Folkeparti, som altså har haft Billundbanen som partiets eget hjertebarn.

»Det er en katastrofe, hvis vi ikke har en direkte togforbindelse fra Thisted og Struer til det østlige Danmark. Vi har gennem mange generationer brugt kræfter på at samle landet, og så det her nu? Det er en klar forringelse,« sagde Jette Lund, der sidder i byrådet i Struer Kommune for Dansk Folkeparti og desuden stiller op som folketingskandidat ved det kommende valg.

Det er ikke hverdagskost, at kritiske røster mod Dansk Folkeparti kommer fra egne rækker.

Men det ser Kristian Thulesen Dahl blot som en positiv ting.

»Jeg tager det som udtryk for, at man forholder sig til det som lokalpolitiker og er engageret i sit lokalområde, mere end at det er en partipolitisk sag. Det, synes jeg, er helt fair. Jeg har ingen indvending mod det,« siger formanden.

Til gengæld har Kristian Thulesen Dahl valgt at planlægge en tur til Nordvestjylland i nærmeste fremtid, hvor han netop vil tage dialogen med dem, der ikke er tilhængere af Billundbanens mulige konsekvenser.

DF-kollegaerne er dog ikke Kristian Thulesen Dahls eneste hovedpine.

Torsdag udtalte Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet, nemlig til B.T., at Billundbanen ud fra et samfundsøkonomisk hensyn bestemt ikke er en god idé.

»Men gevinsterne er så bittesmå, at om så den her bane var helt gratis - altså at man fik den foræret som gave - så er det en hadegave. Man ville sige nej tak med det samme, for driften vil være alt for dyr. Det hænger ikke sammen,« sagde Mogens Fosgerau.

Det er ifølge DF-formanden et klassisk argument, som han dog ikke køber.

»Selvom man kan lave sådan nogle analyser, så er det stadig vigtig at sikre fremkommelighed. Området ved Billundområdet med Legoland og lufthavnen er i fremgang, og så har vi også Brande. Men det undrer mig også, at man planlægger en letbane i København, som heller ikke er en samfundsnyttig god investering, men det har vi ikke hørt så meget om,« siger Kristian Thulesen Dahl.