»Det er virkelig chokerende at se de optagelser. Total mangel på empati og medmenneskelighed.«

Reaktionen fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl er utvetydig, når han forholder sig til behandlingen af 90-årige demente Else.

En behandling, som via skjult kamera er nået frem i offentlighedens søgelys, og som har sendt et gys igennem ældreplejen, samfundet og Christiansborg.

»Optagelserne viser, at der er mennesker ansat i vores ældrepleje, som nok skulle arbejde med alt andet end mennesker, der har brug for pleje og omsorg,« lyder det fra Kristian Thulesen Dahl, der altså har set de optagelser, der oprindeligt var tiltænkt en TV 2-dokumentar om det, flere kalder et plejesvigt på blandt andet plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Udsendelsen fik Vestre Landsret sat en stopper for, da domstolen i forlængelse af en politianmeldelse fra Aarhus Kommune nedlægge fogedforbud mod at vise optagelserne.

Mandag valgte Ekstra Bladet dog at bringe dem trods forbud, og tirsdag har B.T. fulgt trop, fordi det er vurderet, at det er i samfundets interesse at se, hvordan plejepersonalet på Kongsgården har behandlet Else.

På optagelserne kan man således høre den 90-årige kvinde beklage sig over smerter, mens hun af bliver holdt i en lift over sin seng.

»Av, av, av« og »det gør ondt,« skriger hun flere gange, mens personalet ser til.

Klip fra TV 2's dokumentar, som sætter fokus på kritisable forhold på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Klip fra TV 2's dokumentar, som sætter fokus på kritisable forhold på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Foto: EB.dk
Vis mere

Sagen har siden fået den konsekvens, at flere af Kongsgårdens plejere har været indkaldt til tjenstlig samtale, ligesom plejehjemmets forstander er blevet fjernet.

DF-politikeren Jette Skive, som er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, har desuden varslet flere fyringer.

Det er både godt – og nødvendigt – med en hurtig og konsekvent reaktion fra Aarhus Kommune, mener Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl:

»Der er brodne kar alle steder. Men hvis ikke der slås hårdt ned på det, er det en bjørnetjeneste over for alle de dygtige medarbejdere, der også er i ældreplejen,« siger han således og fortsætter:

»Jeg har oplevet, at vores rådmand i Aarhus, Jette Skive, har haft et oprigtigt ønske om at få ryddet op. Der er taget en række skridt og ansvarlige ledere er væk. Der er også sat en større undersøgelse i gang, som kan resultere i flere nødvendige ændringer. Det er godt. Der skal ryddes op!«

Ansvaret for en grundig oprydning ligger dog ikke kun lokalt hos Aarhus Kommune, mener partiformanden, der planlægger at tage sagen op i Folketinget.

»Vi tager sagen op over for ældreministeren (Magnus Heunicke (S), red.). Vi skal sikre, at de rigtige søger ind til ældreplejen, og at uddannelsen er i top. Også at der sorteres folk fra, hvis de ikke har evnerne til at arbejde med plejekrævende ældre.«

Med den udmelding bakker partiformanden sin ældreordfører op.

Ældreordfører fra Dansk Folkeparti Karina Adsbøl gav tidligere tirsdag udtryk for, at hun i hvert fald var villig til at kigge på sagen i samarbejde med ældreminister Magnus Heunicke.

'Ældreministeren må indkalde til forhandlinger, omsorgssvigt er fuldstændig uacceptabelt! Midler skal øremærkes direkte til ældreområdet, brodne kar skal sorteres fra, omsorg skal skrives ind i loven, der skal være flere uanmeldte tilsyn. Vi er klar, er ministeren?' skrev hun således på Twitter.