»Hvordan skal jeg nu skaffe penge til husleje og mad til min sultne søn på 16 år?«
Det spørgsmål fyldte omkring nytår lige pludselig meget for den 48-årige tv-journalist Kristian Linnemann.
For med ét stod det smertelig klart, at den usikre branche med at tilrettelægge og producere tv-programmer af og til byder på stille perioder med arbejdsløshed, hvor næste job ikke automatisk starter, når det forrige slutter.
»Min søn opfordrede mig ud af det blå til at blive madbud for Wolt. Det troede jeg i starten helt ærligt ikke på ville være nogen god idé, men jeg gav det en chance og må bare sige, at det har været en fed oplevelse,« siger Kristian Linnemann til B.T.
På en måneds tid har han med en almindelig arbejdsuge nogenlunde kunnet tjene sin normale hyre hjem ved at bringe takeaway-mad ud til kunder fra spisesteder.
»Jeg har godt nok kørt i min egen bil, hvad der selvfølgelig også er nogle udgifter ved. Men mange kan også på cykel godt lave en månedsløn på 25.000-30.000 kroner på en normal arbejdstid, hvis de gider,« siger han.
Forleden besluttede han at fortælle sine mange venner på Facebook om sine gode erfaringer med jobbet som madudbringer, som han fornemmede, at mange ikke havde særlig høje tanker om.
Det skete under overskriften »Tak Wolt« efterfulgt af tre hjerter – et opslag, som han har fået mange positive reaktioner på.
»Jeg lavede det ikke for at få anerkendelse eller ros, men udelukkende for at vise, at der ER muligheder, hvis man gerne vil finde et arbejde. Man kan godt supplere op, når tiderne er lidt hårde. Måske ligger det ikke lige til højrebenet, men hvis man vil arbejde, så kan man godt finde arbejde. Det er bare ikke altid det sjoveste arbejde,« siger han.
»Men hvis du pludselig står i en situation, hvor du er presset op i et hjørne og måske ikke er berettiget til dagpenge eller er selvstændig uden et sikkerhedsnet, hvorfor så ikke bringe mad ud eller køre rundt og hjælpe handicappede, hvis man kan det uden at være fagudlært? Der ER ufaglærte job derude – det er bare ikke altid, at de er så populære,« tilføjer Kristian Linnemann.
»Jeg er ikke bange for at køre med hverken mad eller skrald, og igennem tiden har jeg prøvet mange ufaglærte job i korte perioder. Jeg har kørt truck i en lagerhal, arbejdet som murerarbejdsmand, brolægger, tømrerarbejdsmand og hjulpet vikarbureauer,« tilføjer han.
I sit nye nødjob hos Wolt har han undret sig over, at hovedparten af hans nye madbudkolleger er udlændinge.
»Det undrer mig faktisk, at der ikke er flere danskere. Måske er det på grund af negativt ladede historier om løn og arbejdsvilkår, men for mig har det været en virkelig god oplevelse. Det er fleksibelt og med mulighed for at møde en masse glade mennesker, når man kommer med mad.«
»Og i løbet af den seneste måneds arbejde som madudbringer har jeg så også tabt fire kilo og fået knap 500 kroner i drikkepenge,« smiler han.
Samtidig håber Kristian Linnemann, at han ved at dele sin historie kan gøre lidt op med det lidt tabubelagte fænomen, at man i nogle brancher uvilkårligt kommer til at gå uden arbejde i vekslende perioder.
