»Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde,« svarer Kristian Thorup på spørgsmålet om, hvor meget af hans nye bog, der er inspireret af hans eget liv.

For selvom 'Venter på Gry' er en fiktionsroman, der handler om et venskabsbrud, er historien tættere på Kristian, end man måske skulle tro.

Mens han skrev på bogen, oplevede han nemlig selv et brud, der skulle vise sig at blive fyldt med svære følelser. Efter 27 år sluttede hans allerældste venskab.

De havde kendt hinanden siden seksårsalderen og fulgtes ad gennem livet. Fra barndommens skateboardture til de mere alvorlige samtaler om alt det, der kan være svært at stå i som menneske.

De havde været hinandens livsvidner, som Kristian beskriver det, og efter alle disse år betragtede Kristian i virkeligheden lidt sin ven som familie. Indtil vennen en dag slog op.

Venskabet, som havde været en selvfølge i næsten hele Kristians liv, skulle ikke længere være en del af fremtiden. Og selvom der nu er gået fem år, sidder bruddet stadig i Kristian.

I lang tid skammede Kristian sig over at være blevet forladt af en ven. I dag ser han anderledes på det.

En venskabssorg
Det var, da de to venner mødtes ansigt til ansigt for fem år siden, at Kristian fik beskeden.

Vennen ønskede at afslutte relationen på en ordentlig måde, fortæller Kristian, og det blev begyndelsen på en lang samtale, der endte med et endeligt farvel til venskabet.

»Der var så mange følelser i det. Jeg blev chokeret og ked af det, og jeg blev også vred, fordi jeg ikke forstod, hvorfor han ville stoppe vores relation. Jeg ville virkelig gerne forstå det, men jeg havde svært ved at acceptere det,« siger Kristian.

»Men jeg tror, han havde en følelse af, at venskabet var kørt lidt fast. Men samtidig modsagde han lidt det, da vi talte sammen nogle år senere.«

Det var ikke kun tabet af vennen, der gjorde ondt. Det var også tabet af den fælles fremtid, som Kristian nu så forsvinde.

»Det, der ramte mig hårdest, var tanken om, at vi ikke længere skulle være vidner til hinandens liv. Han skulle ud i verden og opleve nye ting, uden at jeg ville vide noget om det. Det havde jeg svært ved at acceptere.«

Gjorde du noget for at kæmpe for venskabet?

»Jeg spurgte, om vi måske bare kunne mødes en gang om året til en kop kaffe, så vi kunne følge lidt med i, hvad der skete i hinandens liv. Min ven tænkte lidt over det, men så sagde han, at det havde han ikke lyst til,« siger Kristian.

Skammen over at blive valgt fra
Efter bruddet opdagede Kristian, at sorgen over at miste en ven var forbundet med en anden følelse, som var svær at tale om: skam.

For mens det er helt almindeligt at fortælle andre, at man er blevet forladt af en kæreste, føltes det anderledes at skulle sige højt, at en ven ikke længere ville være en del af ens liv.

»Jeg følte, at folk tænkte, at der måtte være noget galt med mig, siden jeg var blevet forladt af en ven. Jeg syntes faktisk, at det var pinligt,« siger han.

»Men jeg tvang mig selv til at tale med folk om det. Selvom jeg godt kunne mærke, at nogle mennesker syntes, det var akavet at tale om.«

Alligevel blev det netop samtalerne med andre, der skulle åbne Kristians øjne for, hvor udbredt oplevelsen var.

»Jeg fandt ud af, hvor mange der faktisk har deres egen historie om et venskabsbrud, som de ikke rigtig taler om. Jeg tror, det sker enormt ofte, uden at vi nødvendigvis er bevidste om det.«

Pludselig var han ikke længere alene med en følelse, han ellers havde gået rundt med, som om den var noget, han burde skamme sig over. Og det gik også op for ham, at han havde manglet noget at spejle sig i.

»Når jeg tænker over det, kan jeg næsten ikke komme i tanke om bøger eller serier, der handler om det her,« siger Kristian.

Det blev en af grundene til, at han skrev 'Venter på Gry.' I romanen møder vi Emilie, der bliver forladt af sin bedste veninde, Gry. 

Kristian beskriver selv Emilie som en krævende veninde, og arbejdet med karakteren har givet ham mulighed for at undersøge de mange sider af et venskab, der går i stykker.

»Jeg tror ikke, jeg er så klæbrig en ven som Emilie. Det håber jeg i hvert fald ikke. Men der er visse karaktertræk, vi deler. Jeg tror for det meste, at begge parter har et ansvar for relationen, og ja, det tror jeg også jeg havde,« siger Kristian.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv