Går du rundt og synes, at du har lidt travlt på arbejdet for tiden? Hvis du er ansat i Andel Energis kundeservice, så vil svaret til det spørgsmål nok være et rungende ja. 

Energikunderne hos virksomheden har nemlig allerede nu luret, at det kan blive en dyr vinter. Faktisk så dyr, at vinteren allerede nu omtales som en krisevinter.  

Konsekvensen har derfor været, at energipriser har været det primære emne i 20 procent af opkaldende til kundeservice. Sammenlignet med det samme tidspunkt sidste år, hvor tallet lå på kun fire procent, oplyser virksomheden.

At kunderne pludseligt er så interesserede i at tale om energipriser er måske ikke så mærkeligt. 

Ifølge en pressemeddelelse fra Andel Energi har gas-, diesel-, olie-, benzin-, og elpriser nået sit højeste niveau siden energikrisen i 2022. 

»De høje energipriser er allerede så småt begyndt at sætte sig i danskernes energiregninger, og det begynder vi at kunne mærke, både i de kald vi får til kundeservice og i de produkter, kunderne efterspørger«, udtaler Marlene Holmgaard Fris, der er adm. direktør Andel Energi, i en pressemeddelelse. 

I takt med de stigende energipriser hen over sommeren har virsomheden oplevet en usædvanlig stor efterspørgsel efter at låse både el- og gaspriserne fast allerede nu, forklarer direktøren. 

Det er ifølge virksomheden højst usædvanligt, at efterspørgslen efter fastpris-aftaler er så høj nu.

Stigning i varmepumper

Selvom bladene på træerne ikke er faldet af endnu, og den store uldsweater stadig ligger bagerst i skabet, så har flere bekymrede kunder allerede tyet til handling. 

Ifølge Andel Energi er salget af varmepumper, der er et billigere alternativ til den traditionelle opvarmning, steget voldsomt med hele 430 procent siden sidste år.