Henrik Sass Larsen er nødt til at forklare sig uden om medierne, hvis han skal forsøge at 'rense' sit navn i sagen om de omfattende børnepornoanklager.

Det siger kriseekspert Henrik Kragelund, efter Sass har annonceret egenpubliceringen af bogen 'Tilbageslag' i juni. 

»Det er ikke bare en god idé – det er den mulighed, der er,« siger Kragelund, som driver firmaet Shitstormdoktor.

Sass er tiltalt for at være i besiddelse af omkring 6000 billeder og cirka 2000 videofiler med seksuelt overgrebsmateriale på børn samt en børnesexdukke.

Ifølge Kragelund bliver det svært for Sass at fortælle sin version i de etablerede medier uden at blive mødt af kritiske modspørgsmål. 

Det er måske derfor, at Sass, som B.T. kunne fortælle tirsdag, har valgt at udgive en bog 10. juni.

»Det vil være næsten umuligt at komme til orde igennem en journalist, fordi journalisten vil hele tiden stille modspørgsmål og forsøge at så tvivl om det, du siger,« siger Kragelund.

Og det er ifølge kriseeksperten »skadeligt og ødelæggende« for den tidligere socialdemokratiske minister, at medierne skriver meget om tiltalepunkterne mod ham.

»For de kommer til at hænge på ham, uanset om han bliver kendt uskyldig eller ej,« siger Kragelund.

»Så hvis man i den situation vil gøre sig en forhåbning om, at folks hukommelse om den her sag bliver lidt mere nuanceret,« bemærker han, »er man nødt til at gøre noget selv.«

I forhold til hvad der bør stå i Sass Larsens bog ud fra et krisehåndteringsperspektiv, siger Kragelund:

»Min erfaring er, at sandheden altid er det bedste.«

Eksperten kalder det et »ekstremt stort sats ikke at tale sandt« i en krisesituation.

»Fordi der vil altid sidde nogen, som ved, at det ikke er sandt. Og kan du regne med, at de aldrig nogensinde vil sige noget?,« spørger han retorisk.

Til sidst bemærker han, at folk som Sass Larsen kan have andre intentioner end blot at redde sit eget skind, når de kæmper tilbage mod medierne og forsøger at rense deres navn. Der kan ligge et ønske om at forsvare sin ære på vegne af sine nærmeste, mener han.

»For det kan være meget, meget hårdt for familie og venner og alle mulige andre at se en, som de holder meget af, blive hakket i småstykker i offentligheden,« siger Kragelund.

»Det er jo ikke kun hans egen ære, han kæmper for, tænker jeg.«

Hvis han nu kom til dig og bad om din hjælp, ville du så tage imod ham som klient?

»Kan jeg ikke bare svare, at jeg aldrig har sagt nej til nogen?«

Anklagerne mod Sass kom frem i offentligheden i marts. I den forbindelse sagde Sass, at han havde tænkt sig at udgive sin version af sagen i en bog gennem Politikens Forlag. Men da anklageskriftet mod ministeren blev offentligt, valgte forlaget at droppe bogen.

Sass fortæller B.T., at han har været »i seriøs kontakt« med to forlag om at udgive sin bog, men at »tiden ikke var til en større gennemskrivning«, hvorfor han vælger at udgive bogen selv.

»Det her er min kamp, og jeg skal selv kommunikere uden mellemled,« fortalte han.