»Vi forstår ikke, hvordan nogen kan finde på at gøre det. Det er udtryk for en helt utrolig dårlig moral.«

Inge-Margrethe Christensen og hendes mand Finn er dybt afhængige af deres handicap-parkeringskort.

Det københavnske ægtepar kæmper med gigt og kræft, og særlig Inge-Margrethe Christensen lider af gangbesvær som følge af sin gigt.

Parret stod derfor med et større problem, da der blev begået indbrud i deres bil sidste vinter.

Bilens højre siderude var knust, og parrets handicap-parkeringskort i forruden var væk.

»Det eneste, der var stjålet, var det forbandede parkeringskort,« fortæller Inge-Margrethe Christensen.

Der er i skrivende stund 125.268 aktive handicap-parkeringskort i Danmark, og af dem er der 10.054 aktive i København og på Frederiksberg.

Danske Handicaporganisationer, der behandler kortansøgningerne, fører ikke statistik over antallet af stjålne kort. Men »der har altid været en vis mængde kort, som bliver stjålet«, oplyser handicaporganisationen til B.T.

Inge-Margrethe Christensen og hendes mand Finn fik stjålet deres handicap-parkeringskort. Privatfoto
Inge-Margrethe Christensen og hendes mand Finn fik stjålet deres handicap-parkeringskort. Privatfoto
Vis mere

»Det er utrolig ærgerligt, at nogle få mennesker vælger at stjæle handicap-parkeringskort. For nogle mennesker med handicap er kortet ensbetydende med, at de kan komme rundt og leve et selvstændigt liv,« siger Katrine Mandrup Tang, der er direktør I Danske Handicaporganisationer, til B.T.

De stjålne kort vil blandt andet kunne bruges de steder, hvor der ikke er parkeringskontrol.

Det gælder for eksempel i storcentrene Field's og Rødovre Centrum, hvor der ikke er p-vagter til stede.

Desuden er flere stjålne kort blevet misbrugt i Sverige, oplyser Danske Handicaporganisationer.

»Det er ikke okay at misbruge de her kort. Der er en grund til, at man har sådan et i sin bil,« siger Inge-Margrethe Christensen.

Den samlede ekspeditionstid på et nyt handicap-parkeringskort ligger på omkring to til tre uger inklusive forsendelse med PostNord.

Inge-Margrethe Christensen og hendes mand Finn måtte dog vente tre måneder på at få et nyt kort, da ekspeditionstiden var ekstra lang under coronabølgen i vinter.

I mellemtiden kunne parret hverken parkere på handicap-parkeringspladser eller gratis på de kommunale veje i København.

»Vi kæmper i forvejen med andre beboere om de få handicappladser, der er i vores kvarter. Min mand måtte derfor sætte mig af ved vores hoveddør og køre kvarteret tyndt for at finde en ledig p-plads,« siger Inge-Margrethe Christensen, der bor på Østerbro med sin mand.

Danske Handicaporganisationer oplyser, at de spærrer alle handicap-parkeringskort med det samme, når de får besked om, at et kort er mistet eller stjålet.

Kortet forsvinder dermed fra de lister, som handicaporganisationens brugerservice i Taastrup dagligt sender ud til diverse offentlige og private parkeringsselskaber.

Den enkelte parkeringsvagt kan herefter se, om en bil har et stjålet kort i forruden, hvis han eller hun slår nummeret op i deres håndterminal.

Yderligere sender Danske Handicaporganisationer også lister med godkendte kort til de svenske myndigheder i blandt andet Malmø.