»Vi har besluttet at lukke parkeringskælderen fra kl. 21 hver aften.«

Sådan lyder det i en besked, som fitnesscenteret Wellcome Fitness & Spa, der ligger i Waterfront Shopping Center i Hellerup, har sendt ud til sine medlemmer.

Det skriver SN.dk, som også har et screenshot af centerets besked.

Heraf fremgår det også, hvorfor parkeringskælderen lukker. Det sker, fordi den bruges til at køre ræs og sælge stoffer.

»Grundet uro og utryghed i vores parkeringskælder på begge niveauer (p.t. bliver der blandt andet solgt stoffer og kørt race), har vi besluttet at lukke parkeringskælderen fra kl. 21 hver aften. Dog kan kunder med abonnement stadig benytte vores parkeringskælder efter kl. 21. Personale og kunder, der har benyttet parkeringskælderen i løbet af dagen, kan også komme ud.«

»Bemærk, at det altid er muligt at kunne komme ud af parkeringskælderen, man kan bare ikke køre ind efter kl. 21,« lyder det i den fulde besked.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Waterfront Shopping Centers center manager, men dette har indtil videre ikke været muligt.