Nyheden om optøjer og angreb på svenske betjente går verden rundt.

Blandt andet amerikanske CNN dækker historien med overskriften: ‘Flere såret efter optøjer i Sverige efter koran-afbrændinger’.

Også britiske BBC, australske ABCNews og den Qatar-baserede arabiske kanal Al-Jazeera har lavet lignende historier.

At Sverige ender på alverdens nyhedssites skyldes de angreb på svenske politifolk, som har fundet sted flere steder i Sverige over påsken. 26 betjente er blevet såret i byer som Norköpping, Linköpping og Malmö på grund af uromageres hærgen.

Biler i brand i Rosengården.
Biler i brand i Rosengården. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Voldsorgierne skulle angiveligt være en reaktion på den danske partileder Rasmus Paludans koranafbrændinger.

I det internationale nyhedsbureau AFP's version, som er gengivet i blandt andet Daily Mail, bliver uromagerne beskrevet som 'counterprotesters' dvs. moddemonstranter. Men spørger man svensk politi er det lidt af en underdrivelse.

Rigspolitichef Anders Thornberg mener, at kriminelle bander blot benytter Rasmus Paludans provokationer til at gå til angreb på det svenske politi.

»Vi har stærk mistanke om, at de har tilknytning til kriminelle grupperinger,« lød det på et pressemøde tidligere mandag.

Rasmus Paludan holdt forleden vælgermøde i Stockholm-forstaden Rinkeby. Også her skabte det uro.
Rasmus Paludan holdt forleden vælgermøde i Stockholm-forstaden Rinkeby. Også her skabte det uro. Foto: 10060 Henrik Montgomery/TT
Vis mere

Her påpegede han samtidig, at de indblandede efter alt at dømme bevidst har gået efter at kvæste politiet.

»Man forsøgte at dræbe politibetjente,« fortalte Anders Thornberg på pressemødet mandag.

I AFP's internationale version af optøjerne bliver det beskrevet, hvordan Rasmus Paludan bevidst forsøger at lave sine provokationer i områder med en stor muslimsk befolkning.

Det vil sige i det udsatte boligområder i og omkring de større byer. Dét har vist sig at være en sprængfarlig cocktail.

Det er en kendt sag i Sverige, at bandekriminaliteten og den organiserede vold mod politiet udspringer fra netop indvandrermiljøerne i de udsatte boligområder.

Uroligheder ved Rosengården i Malmø.
Uroligheder ved Rosengården i Malmø. Foto: 50090 Johan Nilsson/TT
Vis mere

Voldsmændene er dog ikke nødvendigvis fornærmede på profeten eller islams vegne.

»Det er kriminelle individer, som har udnyttet de her situationer til at begå vold mod samfundet, og det har intet med demonstrationer at gøre,« har den svenske rigspolitichef Anders Thornberg sagt til avisen Expressen.

Rasmus Paludans koranafbrændinger har tidligere ført til vold og bilafbrændinger i Danmark blandt andet på Nørrebro i København.