Lyt til artiklen

Danskerne letter i stigende grad foden fra speederen, når de er ude at køre.

Det viser nye tal fra Vejdirektoratet, skriver TV 2.

Særligt på motorvejsstrækningerne er bilisterne begyndt at sænke farten.

Her har Vejdirektoratet registreret et fald i hastigheden på 2-3 kilometer i timen sammenlignet med sidste år.

Selvom det måske ikke lyder af meget, så er det ifølge Niels Erik Wegener Moltved, der er projektleder i Vejdirektoratet, faktisk »temmelig meget«.

Han er heller ikke i tvivl om, at tendensen skyldes de stigende brændstofpriser, som er opstået i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

»Hvis man sætter hastigheden ned med 10 kilometer i timen, kan man spare 10 procent i brændstof, hvis man kører over 100 kilometer i timen,« siger Niels Erik Wegener Moltved til TV 2.

Hos bilisternes medlemsorganisation FDM nikker man genkendende til spareadfærden.

FDM oplever en stigende efterspørgsel på gode råd til, hvordan man kan spare penge på sin kørsel.

Særligt for elbilejere er der en betydelig besparelse at hente ved at sænke hastigheden.

Dertil er der ekstra penge at spare ved at oplade sin elbil på de tidspunkter af døgnet, hvor strømmen typisk er billigst. For eksempel i nattetimerne.

En anden måde at gøre sin kørsel mere økonomisk er samkørsel, som Vejdirektoratet har slået et slag for i en kampagne, de lancerede tilbage i efteråret.