Søndag har den konservative politiker Naser Khader skrevet på Facebook, at Fyns Politi har droppet efterforskningen af ham i en sag om seksuelle krænkelser.

Men hvis Naser Khader tror, at det nu er slut med at blive beskyldt for at have begået overgreb, kan han godt tro om igen.

Komikeren Omar Marzouk har flere gange på Facebook delt kvinders beskyldninger om Naser Khaders overgreb.

Og det har han ikke tænkt sig at stoppe med, selvom Fyns Politi altså har droppet efterforskning af en konkret sag.

»Nu prøver de at ramme mig med smuds og falske grove angreb. Det skal de ikke få held med,« skriver den konservative politiker Naser Khader på Facebook, hvor han nævner Omar Marzouk ved navn.
»Nu prøver de at ramme mig med smuds og falske grove angreb. Det skal de ikke få held med,« skriver den konservative politiker Naser Khader på Facebook, hvor han nævner Omar Marzouk ved navn. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Jeg holder fast i de ting, jeg har anklaget Naser Khader for,« siger Omar Marzouk til B.T. søndag aften.

Tidligere søndag slog Naser Khader ellers fast, at Omar Marzouk er en af dem, der prøver at ramme ham med 'smuds og falske grove angreb'.

'Jeg har snart gennem lang tid været centrum for en organiseret tilsværtning af min person, og alle spor ender hos personer i 'indvandrermiljøet', som jeg har haft opgør med i mange mange år. Jeg og min kærlighed til Danmark virker åbenbart som en rød klud på dem, og derfor skal jeg ned med nakken. Nu prøver de at ramme mig med smuds og falske grove angreb. Det skal de ikke få held med,' skriver Naser Khader på Facebook.

Omar Marzouk, hvad siger du til det, Naser Khader søndag skriver på Facebook?

»Er man uvenner med ham, så er man islamist, og så kører hele den mølle. Han trækker offerkortet,« siger komikeren Omar Marzouk om Naser Khader.
»Er man uvenner med ham, så er man islamist, og så kører hele den mølle. Han trækker offerkortet,« siger komikeren Omar Marzouk om Naser Khader. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

»Prøv at hørt. Det er ikke mig, der har anklaget Naser Khader for seksuelle overgreb. Det er kvinder på Facebook. Jeg har været så fræk at sige, at de sager har kørt i over 10-15 år nu, og jeg holder stadig fast i mine anklager om, at de ting, han gør, er magtmisbrug og overgreb. Blandt andet mod mig,« siger Omar Marzouk.

Han mener, at Naser Khader udstiller ham som islamist.

»Nu bliver jeg igen udstillet som islamist på hans Facebook-side. Det er det, hele min vrede går på. Han har gjort det gang på gang,« siger Omar Marzouk og tilføjer:

»Er man uvenner med ham, så er man islamist, og så kører hele den mølle. Han trækker offerkortet.«

Så du ændrer ikke på dine forklaringer på Facebook?

»Nej, det gør jeg ikke,« siger han.

Naser Khader slog onsdag fast, at han har politianmeldt Omar Marzouk for at komme med falske anklager mod sig.

»Han har politianmeldt mig for injurier. Og så må vi tage den der. Men jeg har ikke ændret holdning, fordi de kvinder ikke havde ret i deres anklager,« siger Omar Marzouk.

Er der noget, du gerne vil sige til Naser Khader nu, efter han har fået den her melding fra politiet?

»Nej, det tror jeg, at jeg gemmer, til vi ender i en retssag på et eller andet tidspunkt.«

Så du tror, at det ender med en retssag mellem dig og Naser Khader?

»Det går jeg stærkt ud fra,« siger Omar Marzouk.

B.T. har vist Omar Marzouks udtalelser til Naser Khader.

Han afviser at have kaldt Omar Marzouk for en egentlig islamist.

»Jeg har ikke kaldt ham for islamist. Jeg har kaldt ham for en ghettopopulist, og det holder jeg fast i,« siger Naser Khader og tilføjer:

»Han kommer med alvorlige anklager uden dokumentation, og det er kriminelt at gøre. Det er derfor, jeg har meldt ham til politiet.«