Danskerne kæmper med psykisk mistrivsel. Særligt de unge har det i stigende grad svært. Det viser nye tal fra Sundhedsprofilen 2021 og bliver bekræftet af psykolog Louise Fransgaard. Hun arbejder med ungeindsatsen ved Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune.

»Tendensen har været stødt stigende i de sidste 20 år og er kun blevet forværret af coronakrisen, hvor de unge har skulle navigere i ekstremt meget usikkerhed og uforudsigelighed,« siger Louise Fransgaard.

Siden årsskiftet har Center for Mental Sundhed oplevet en stor stigning i antallet af henvisninger til deres forebyggende stressforløb til både unge og voksne.

Derfor mærker centret også i stigende grad en udfordring. Størstedelen af deres arbejde går nemlig specifikt på stress, men mange af dem, som kommer til Louise Fransgaard og hendes kollegaer, kæmper med helt andre udfordringer.

»Mange kommer til os på baggrund af stressymptomer, som faktisk viser sig at være problemer med angst eller depression, og dem kan vi ikke hjælpe, som det er i dag. Her er klart et hul og et kæmpe behov for at gøre mere,« siger Louise Fransgaard, som frygter, at de tendenser, som corona har vist, kun vil blive yderligere forstærket.

»Det er klart, at krigen i Ukraine skubber til den her ængstelighed, og i Aalborg har vi jo også haft nogle sager med Mia og Oliver, som også skaber utryghed og presser de unge psykisk,« siger Louise Fransgaard.

Men nye indsatser kræver midler. Sundheds- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune har netop besluttet at afsætte 1,2 millioner kroner til forebyggende arbejde mod netop angst og depression. En beslutning, som leder for Center for Mental Sundhed Bettina Bisp, tager imod med blandet begejstring.

»Det er jo rigtig godt, at vi udvider paletten. Men det nye tilbud er til borgere over 18 år, og vi kan jo se sort på hvidt, at det også er de helt unge, der lider,« siger hun.

Det er en kritik, som formand for Sundheds- og Kulturudvalget Jes Lunde (B), sagtens kan følge. Derfor er han da også klar på at prøve at finde endnu flere penge.

»De nye tal er jo forfærdelige, og det er ubærligt, at vores unge kæmper så meget. Så jeg vil tage op i forvaltningen med det samme, om vi ikke kan gøre noget, for at få de unge dækket ind,« siger han.

Louise Flansgaard forklarer, at de indenfor de nuværende rammer, i særlige tilfælde kan hjælpe unge med angst og depression, men at det langtfra dækker det behov, hun mærker.

»Der bliver virkelig skreget på hjælp. Og jeg vil gerne understrege, at det ikke er noget i de unge, den er gal med. Når tæt på 50 procent har problemer med psyken, så er det noget omkring dem, der er skævt, og det kan vi hjælpe dem med at tackle,« siger Louise Fransgaard.

På landsplan angiver 34 procent af unge kvinder i alderen 16–24 år en lav score på deres mentale helbred. For mænd i samme aldersgruppe er det lige over 20 procent.

I Nordjylland alene har 47 procent af kvinderne en høj stresscore og mellem hver fjerde og hver femte unge i den alder føler sin ensomme.